Panton-klassiker fylder rundt
I 1971 udviklede den danske arkitekt Verner Panton en lampe, som skulle vise sig at blive en sand klassiker. Panthella hed lampen, som han designede for Louis Poulsen, og som blev kendt for sine bløde former. Panton selv ønskede at skabe en skulpturel lampe, som kunne stå alene i et rum, og kaster man et blik rundt i danske hjem, har netop Panthella indtaget om ikke hele rum, så hjørner af stuer i hele landet og verden.
Panton designede også en bordlampe af samme navn. Ligesom gulvlampen gav den et diffust lys, og både skærmen og foden var tænkt som reflektorer. I anledning af, at det er 50 år siden, Panthella kom til verden, lancerer Louis Poulsen nu et nyt medlem af familien, Panthella Bord 320, en bordlampe i mellemstørrelse med en opal skærm i hvid akryl og med metalskærm i højglans krom - som i Pantons oprindelige design.
Mini-Panthella
Det er ikke første gang, Panthella kommer på markedet i en ny størrelse. I 1916 lancerede Louis Poulsen Panthella MINI, en nedskaleret udgave af lampen.
Verner Panton ønskede at skabe en skulpturel lampe, som kunne stå alene i et rum. Den skulle vise sig at blive en af hans mest populære.
Mens andre designere arbejdede i naturmateriale, kastede Verner Panton sig over materialer som stål, plastik og glasfiber og eksperimenterede med farver og former.
Den var nu udstyret med metalskærm, hvilket Panton selv ønskede i 1971, hvor det dog ikke var teknisk muligt. Panthella MINI blev samtidig udstyret med den nyeste LED-teknologi, og i bedste Panton-stil kunne man købe den i et væld af farver.
De mest kendte
Verner Panton (1926-1998) var som bekendt lidt af en enfant terrible. Han udfordrede datidens designere, som lovpriste naturmaterialer. I stedet havde han kastet sin kærlighed på nye materialer som stål, plastik, plexiglas og glasfiber.
“Folk bliver sure på en, hvis man kan lide farver. Det bliver de også på folk med fantasi. De fleste vil helst have det, de er vant til. Men jeg er nødt til at overdrive for at få min pointe igennem,” er han blandt andet citeret for at have sagt.
Og Panthella blev for alvor et hit. Også et halvt århundrede senere, hvor den sammen med Flower pot og VP Globe udgør hans mest kendte lamper.