Bonnie DHS SH (1)

"Passion og ildhu er vigtigere end erfaring"

HR-Chefen Passion for faget, teknisk interesse og et ønske om at skabe livskvalitet hos andre mennesker er noget af det, som især tæller, når driftskoordinator Bonnie Jensen fra Hørespecialisten ansætter nye medarbejdere.

”Erfaring er naturligvis en god ting, men det er ikke nødvendigvis en afgørende faktor, når vi skal ansætte nye hørespecialister. Til gengæld er det nødvendigt, at der hos en potentiel ny medarbejder foreligger passion og ildhu for det felt, som vi arbejder i. Vi har brug for folk, som er meget professionelle og samtidig pragmatiske og jordnære. Vi lever af at bevare eller genskabe livskvalitet hos andre mennesker, så viljen og lysten til at bidrage til det, vægter vi utrolig højt. Det er også essentielt, at det falder en potentiel medarbejder fuldstændig naturligt altid at yde den bedste service over for vores kunder.
Det bør desuden være tydeligt at se i ansøgningen, hvorfor ansøgeren er motiveret for at arbejde lige præcis hos os. Derudover tæller kendskab til vores branche, ligesom det er nødvendigt at have teknisk interesse, da vi jo arbejder med højteknologiske høreapparater og avanceret software til at tilpasse dem.
Hvis ansøgeren søger en stilling til en butik, hvor der i forvejen er hørespecialister, har vi også fokus på, hvilken type vi har med at gøre – og om vi mener, at kandidaten vil passe godt ind i det nuværende team.”