Picnic-tæppe skaber afstand i kampen mod corona
Det er forår på halvdelen af kloden, og en tur i parken frister i alverdens storbyer.
Men som billeder tydeligt illustrerer, kan det være svært at finde den helt rigtige distance til både venner og naboer, når vi søger ud i solen, og mange steder har myndighederne taget konsekvensen og forbudt møder i det offentlige rum.
Også når Covid-19-begrænsningerne er blevet ophævet, vil vi i en periode skulle holde social afstand, og derfor har den Londonbaserede designer Paul Cocksedge skabt et tæppe, som deler navn med den gode, gamle Beatlessang Here Comes the Sun
Tæppet er udformet som en cirkel med fire separate stykker stof - også skåret i cirkler, som kan placeres med cirka to meters afstand.
Ifølge Dezeen blev Paul Cocksedge inspireret til at designe tæppet på sin daglige gåtur, hvor han mærkede behovet for at tale med andre mennesker.
“Det er underligt, at dette instinkt er blevet fjernet fra os, og vi har tilpasset os en ny og unaturlig måde at interagere på,” siger han til Dezeen.
Demokratisk design
Det er gratis at downloade designet, hvilket er den vigtig del af konceptet, fortæller han.
“Folk kan lave det hjemme nu, mens de ikke kan gå ud, og derefter bruge det, når vi igen må socialisere,” siger han.
Ideen med at bruge et cirkulært design er blandt andet, at det er en form, der afspejler, hvordan mennesker naturligt samles. Det kan for eksempel placeres rundt om et træ, hvis man ønsker skygge. Og så ligner det - apropos navnet - en sol.
Hjælp til at måle afstand
Paul Cocksedge håber, mange vil downloade tæppet, da det kan være vanskeligt at bedømme, hvor meget to meter er, når man er ude i verden.
“Som designer, der arbejder med størrelser og målinger dagligt, har jeg undertiden svært ved at fortolke to meter nøjagtigt - hvilket er et almindeligt problem, som vi alle har i øjeblikket”, siger Paul Cocksedge ifølge Designboom.
Han tilføjer:
“Dette tæppe er et legende svar på problemet og fungerer som et demokratisk stykke design, som enhver kan downloade og fremstille. '
Se film om tæppet her.