Pizzaovn blev startskuddet til bæredygtig design
I 2019 købte Andreas Zacho en pizzaovn på Den Blå Avis. Ikke fordi, han har en forkærlighed for den italienske spise, men fordi han havde en forretningsidé: at smelte plastik om til boliginteriør og kunst.
“Jeg skruede lidt på den og skilte den lidt ad, og så blev den egentlig bare brugt, som den var. Vi lavede mange hundrede tests, før jeg nåede frem til et resultat, jeg syntes var godt nok,” fortæller designeren bag virksomheden A Circular Design Studio.
“Grundlaget for at støbe plastik er bare varme og tryk. Mere skal der ikke til. Så vi bruger stadig gamle ovne, der er bygget om - men vi har udviklet metoden, så vi kan producere i en lidt større skala og lidt mere effektivt,” siger Anders Zacho.
På to år har han og hans tre ansatte skabt en kollektion, der indeholder boliginteriør fra små borde fremstillet i samarbejde med Montana til stole og bænke til indendørs- og udendørs brug. Hertil kommer en række installationer og kunstværker, fortæller Andreas Zacho, som kun bruger plastik fra Danmark. Produkterne fremstilles i Skovlunde.
Ingen stormagasiner
Anders Zacho samler plastik fra hele landet. Sidste år indgik han imidlertid et samarbejde med Københavns Kommune, hvor han fik adgang til at samle plastik i storskrald i byens baggårde.
“Skala er altid afgørende for projekter, så det gav rigtig god mening af samle fra flere ejendomme på samme tid. Næste skridt bliver at skabe et netværk, så private og virksomheder kan aflevere plastik direkte til os,” siger Anders Zacho.
Indtil videre sælges produkterne i firmaets webshop, i butikken Circular på Jægersborggade i København og i en emballagefri butik i Aarhus. Men ikke i bolig- og interiørkæder. Det er helt bevidst:
“De skal have produkterne så billigt. Det er heller ikke nødvendigvis bæredygtigt bare at producere mange tusinde af noget, for at et stormagasin kan sælge dem hurtigt. Når vi bruger små forhandlere, støtter vi er mindre sted frem for et stort konglomerat. Det giver også god mening,” synes jeg.