Poetisk børnetøj
Ofte er tøj til børn kopier af det, vi voksne klæder os i, og til tider er der skruet op for kønsstereotyperne, så piger ender med at gå klædt som små prinsesser.
Men der findes også en anden vej. Strikkollektionen ”Huset af i morgen” er skabt af Laura Dalgaard, der tog afgang som designer tidligere i år, og den er tænkt til begge køn.
”Tøj behøver hverken være gråt eller kønsløst for at henvende sig til både piger og drenge. I min kollektion indgår tøjet i et legende univers, og for mig betyder det, at det skal være farverigt,” siger hun.
En af trøjerne er designet, så man kan knappe en lyserød del af og på og placere den, hvor man vil, mens en anden er beklædt med strikkede handsker på overfladen. Dem kan andre børn stikke hænderne ned i, og på den måde kan en leg begynde.
Melankoli og mystik
Laura Dalgaard er uddannet fra ”Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.”
”Huset af i morgen” er hendes afgangsprojekt.
Når Laura Dalgaard har valgt at tage afsæt i et magisk univers med farver og mønstre, er det blandt andet for at se, hvordan det påvirker legen.
”Jeg har villet undersøge, hvordan man gennem et magisk og historiefortællende univers kan sætte gang i fantasien hos børn på tværs af køn og alder. Jeg har også været meget bevidst om, at kollektionen gerne måtte have et strejf af melankoli og mystik over sig,” siger Laura Dalgaard.
”Huset af i morgen” er endnu ikke sat i produktion, men alligevel har adskillige børn haft mulighed for at afprøve Laura Dalgaards designs. Det gælder både piger og drenge.
”Jeg oplever generelt, at folk, der er yngre end mig, går mindre op i kønsroller og er mere åbne. Det må tøjet gerne signalere,” siger Laura Dalgaard.