COLOURBOX14879188
Den gode lyd er afgørende på Roskilde Festival. Derfor har festivalledelsen lanceret forløbet ’RF Tech’ for lydteknikerne på den populære festival. Formålet er at opbygge et netværk blandt lydfolkene, så de kan trække på hinanden undervejs.

Psykolog hjælper teknikere på festival

Tema: Stress i teaterbranchen Roskilde Festival arbejder for bedre arbejdsvilkår for festivalens lydteknikere, blandt andet med hjælp fra en psykolog.

Den gode lyd er afgørende på Roskilde Festival. Derfor har festivalledelsen lanceret forløbet ’RF Tech’ for lydteknikerne på den populære festival.

Formålet er at opbygge et netværk blandt lydfolkene, så de kan trække på hinanden undervejs.

”Som tekniker står man ofte alene med ansvaret for lyden og skal både håndtere forskellige artister under prøverne og afvikle livekoncerter med flere tusinde publikummer, og det er et stort arbejdspres i et miljø med en høj stress­faktor,” siger kunstpsykolog Troels Boberg, som er tilknyttet ’RF Tech’.

Angsten ligger på lur

Som kunstpsykolog har Troels Boberg specialiseret sig i psykologien bag den kunstneriske proces, der for eksempel finder sted i forbindelse med koncerter.

”Det er en helt særlig proces, der indeholder noget ukontrollerbart, og som er kendetegnet ved, at man arbejder hen mod et punkt, hvor alt skal gå op i en højere enhed,” siger Troels Boberg og tilføjer:

”Det er en angstfremkaldende tilstand, der selvfølgelig påvirker artisten under en prøve, og det kan måske føre til, at artisten flipper uberettiget ud på teknikeren. Det er den slags situationer, som teknikeren skal forsøge at rumme.”

At rumme kunstnerne

På forløbet bliver teknikerne mere bevidste om deres rolle i den kunstneriske proces, fortæller Troels Boberg.

”De får nemmere ved at håndtere og forstå de vanskelige følelser og de møgfald, som kan komme fra artisten,” siger Troels Boberg og fortsætter:

”Hvis teknikeren formår at rumme artisten og ikke lader sig gå på af de følelser, kan han bedre koncentrere sig om at lave lyd.”