Roskilde-Festival-Hoejskole-1305.jpg

Roskilde festival højskole overtog fabrik

Byggeri Intet blev overladt til til­fældig­hederne under op­førelsen af Roskilde Festival Højskole, der i februar kunne slå dørene op til 5.578 m2 farverigt læringsunivers.

Roskilde Festival Højskole ligger centralt i den nyskabte bydel Musicon i Roskilde, placeret tæt på Dyrskuepladsen, hvor den årlige Roskilde Festival afholdes.

Her ligger den tæt op ad andre kreative byggerier, blandt andet Rockmuseet, kunstskole, øvelokaler og danseteater.

Højskolen er etableret i en gammel betonproduktionshal, der blev nedlagt i 2001.
Danske COBE arkitekter har sammen med hollandske MVRDV omskabt de industrielle ­rammer til en farverig og kreativ legestue.

 

Roskilde Festival højskole

  • Etableret i en tidligere fabrik, hvor UNICON frem til 2001 fremstillede beton.
  • Området, der også inkluderer blokke til elevbeboelse, er på 5.578 m2.
  • Skabt af danske COBE og hollandske MVRDV.
  • Roskilde Festival Højskole er den første almene danske højskolebygning i 48 år.
  • Skolen indviet i februar 2019.

rofh.dk

Enkelte centrale bygningsdele har fået lov til at stå, præcis som de var, da højskolen overtog fabrikken. En ny facade er blevet bygget op af rå betonelementer, der matcher det oprindelige industrielle udtryk, tilsat store vinduespartier, der lukker lyset ind til de 16 farverige kasser, der står og hænger i to etager omkring et centralt rum med otte meter til loftet.

Hver kasse huser en specifik funktion: musiklokaler, undervisning, foredragssal, spisesal med mere. Kuberne har hver deres udtryk med forskellige farver og materialer: Klar blå, rød, gul, grøn. Træ, metal, kork.

Alt er samlet i en kompakt struktur, hvor de enkelte elementer er forbundet med gangarealer.

Grundtanken har været at videreføre Roskilde­festivalens idealer om fællesskab, skabertrang, almen dannelse og medborgerskab i en bygning, der både hylder områdets industrielle fortid og indbyder til daglig kreativitet og store tanker om fremtiden.

Øje for detaljer
Michael Kunzendorf fra entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen A/S var en af bygge­lederne på projektet, der ikke mindede om noget andet, han tidligere har arbejdet med.

”Det var specielt, fordi der ikke var noget, der var ens. Som regel er det sådan, at når man har lavet Blok 1, så ved man, hvordan man skal lave blok 2 og 3 og 4, men her skulle man starte fra nul ved hvert rum. Man kunne ikke bare læne sig tilbage, og det var spændende og inspirerende.”

Michael Kunzendorf var blandt andet ansvarlig for den helt centrale foredragssal, der, naturligvis, skulle være orange, Roskilde Festivalens signaturfarve. Det indebar en længere proces at finde et firma, der kunne levere plader i den helt rigtige farve. Valget endte med at falde på In-sign Jakon, men her sluttede processen langtfra.

”Man kan jo ikke bare gå ned i byggemarkedet og få en plade, der er orange, så jeg havde en række møder med firmaet og fik en masse prøver med hjem, der efterfølgende skulle godkendes af arkitekterne hos COBE, der skulle se dem og mærke dem.”

Det tog godt og vel tre måneder, før alt var godkendt og materialerne kunne bestilles. Ofte var det helt små detaljer, der skulle justeres undervejs.

”For eksempel skulle der bruges perforerede plader til den orange sal. Hullerne skulle være på 5 mm, men vi fandt ud af, at det blev sløret, når man kiggede på det – de var simpelthen for små. Så vi var nødt til at gå op i 6 mm. Det var blandt andet sådan nogle små ting, vi holdt møder med arkitekterne om.”

En af de helt store udfordringer på byggeriet var, at de oprindelige SIB-dragere, der holder loftet, skulle bevares.

”De var det eneste, der stod tilbage, og vi måtte ikke pille ved dem. Hvis der for eksempel var noget, der var tagget på dem, så skulle vi lade det være. Selvfølgelig skulle man reparere, hvis der var noget, der var i stykker, men det måtte ikke repareres ’pænt’, det skulle se slidt ud, så det lignede det andet.”

Roskilde Festival Højskole byder velkommen til andet hold til august 2019.