Postbyen2 Arkitema2021 Kulturpladsen 5K V02 WEB Scaled
Placeringen af stikkontakter har krævet særlig omhu i tårnene i Postbyen, fordi de cirkulære ydervægge krummer i det vanrette plan.

Runde tårne i Postbyen gav BIM-udfordringer

Byggeri Opførelsen af Postbyen i København med bl.a. fire cirkulære tårne på 59.000 m2 har givet BIM-designer Martin Buechek udfordringer med føringsveje til el, der skal foregå uden konflikter med ventilation og sprinkleranlæg.

Hvor placerer man en flad stikkontakt på en rund væg, uden at resultatet kommer til at se skævt og iøjefaldende ud?

Det er et af mange spørgsmål, som Martin Buechek, BIM-designer i elafdelingen af den rådgivende ingeniørvirksomhed AFRY, har tumlet med at finde svar på under tegning af føringsveje til elledninger i 3D-modellerne til det nye københavnske bykvarter Postbyen.

Postbyen bygges på det tidligere Postgrunden mellem Hovedbanegården og Kalvebod Brygge, der før har huset Københavns Postterminal, og det 150.000 m2 område skal bl.a. rumme Danske Banks hovedsæde samt erhverv og boliger. Et af de arkitektoniske særpræg bliver Postbyens fire runde tårne med i alt 59.000 m2 hotellejligheder og boliger.

Som med andre byggerier begynder det hele ikke oppe i højden, men nede på jorden - eller i dette tilfælde under jorden i den 42.000 m2 store parkeringskælder med plads til knap 1.000 biler.

"Parkeringskælderen er selve hjertet af byggeriet, hvor man bl.a. finder teknikrummene til tårnene over jorden," forklarer Martin Buechek.

Pladsmangel i p-kælderen

Her har den 29-årige BIM-designer måttet holde tungen lige i munden, når føringsvejene til elledningerne i bygningen er blevet tegnet i BIM-programmet (Building Information Modelling) Autodesk Revit.

"Den største udfordring i en parkeringskælder er koordineringen af føringsvejene, så du undgår kollisioner mellem ventilationsanlæg, vvs-rør, sprinkleranlæg og elinstallationer. Her kan en kælder overraske dig, fordi ventilationsanlægget i en kælder af denne størrelse allerede optager det meste af loftarealet," siger Martin Buechek.

Én ting er at sikre, at der ikke er sammenstød mellem de forskellige typer af infrastruktur i bygningens 3D-model. Men samtidig skal BIM-designeren holde sig for øje, at der i sidste ende skal stå en elektriker og føre ledningerne rundt efter modellens anvisninger.

"De forskellige føringsveje har indflydelse på, hvordan elledningerne skal sno sig rundt i kælderen og videre op i tårnene via skakter. Her er det vigtigt at huske på, at elektrikeren fysisk skal have plads til at få hænderne ind de rigtige steder. Det kan BIM-programmet ikke opdage for os, så det kræver en tværfaglig koordinering af sikre, at der også er nok plads i virkeligheden, og ikke kun i 3D-modellen," siger Martin Buechek.

Tværfagligt samarbejde

Her har det hjulpet at være en del af en tværfaglig projektgruppe i AFRY, hvor medarbejdere med forskellige fagligheder sættes sammen i et team.

"Det er jeg stor fan af, fordi du får en meget bedre koordinering, når du fysisk sidder sammen med folk i stedet for at sende dem en e-mail. Hvis du f.eks. overhører nogen med en anden faglighed tale om et problem, de slås med, så kan du tage en snak med dem om det. Det hjælper meget," siger Martin Buechek.

Oppe i tårnene giver de runde ydervægge en helt særlig udfordring for føringen af elinstallationer. F.eks. har Martin Buechek måttet slå standardbøjninger på 45 og 90 grader fra i Autodesk Revit pga. den runde bygningsform. En anden udfordring har været placeringen af stikkontakterne som nævnt i artiklens begyndelse.

"Når vi placerer stikkontakten på en rund væg i 3D-modellen, er vi nødt til at gøre det yderst på væggen (ved kanten til en døråbning, red.). Det har krævet manuel placering af stikkontakterne i Revit, hvor vi har måttet zoome ind for at dobbelttjekke, at de sidder korrekt. Hvis de sidder forkert, bliver det iøjefaldende, og der skal ikke mere end 3-4 graders forskel til," siger Martin Buechek.

Nye BIM-erfaringer

Undervejs i projektet er Martin Buecheks computer også kommet på overarbejde, når der skal koordineres føringsveje med tilstødende byggefelter, som ikke er en del af Postbyen, men alligevel skal hentes ind i 3D-modellen i Revit for at koordinere føringsveje for el, sprinkler og ventilation i fælles teknikrum. Belært af tidligere byggeprojekter, hvor det har taget en halv times tid at åbne BIM-modellen, har Martin Buechek og kollegerne denne gang delt BIM-modellen for Postbyen op i flere særskilte modeller, som ikke nødvendigvis alle skal være åbne i Autodesk Revit på samme tid.

Alt i alt har projektet været en lærerig oplevelse.

"Det har været en spændende opgave pga. de runde bygninger, som har krævet nogle anderledes og kreative løsninger. Undervejs har der ikke været så mange internt i huset, vi kunne spørge til råds, så vi har måttet prøve os frem. Det har givet nogle nye erfaringer."

Martin Buechek

  • BIM-designer hos Afry
  • Uddannet teknisk designer i 2020 fra UCH Holstebro
  • 29 år
  • Bor i Herning

Om Postbyen

  • Nyt bykvarter mellem Hovedbanegården og Kalvebod Brygge i København.
  • Kvarteret kommer til at bestå af bl.a. Danske Banks nye domicil (2023), kontorbygningen 'The Stamp' samt de fire tårne med boliger og hotellejligheder.
  • De op til 115 meter høje posttårne forventes indflytningsklar i 2024
  • I alt skal der bygges 150.000 m2 og 88.500 m2 kælder.