TEK05 Tema 05+ (1)
”Du kan opleve modstand fra ledelsen, hvis du foreslår en 4-dages arbejdsuge, men lad dig ikke slå ud". Illustration: Thomas Thorhauge

Sådan bliver du klar til en kortere uge

Tema: 4-dages arbejdsuge Der er stor interesse for at arbejde en dag mindre om ugen. Men er det noget for dig, og hvad skal du være opmærksom på, før du kaster dig ud i det?

Vi har fået hjælp af rådgiver, forfatter og indehaver af firmaet Take Back Time, Pernille Garde Abildgaard. Hun rådgiver virksomheder, kommuner og andre arbejdspladser om bl.a. 4-dages arbejdsuge.

1. Lav analysen af din effektivitet

”Sæt dig ind i, hvad det kræver at arbejde 4 dage om ugen til samme løn. Det kræver nemlig en eller anden form for produktivitetsforøgelse, hvis du samtidig ønsker at gå ned i ugentlig arbejdstid. Du skal altså finde metoder, som gør dig i stand til at nå mere på kortere tid. Hvis du tror, at du kan finde det – uden at slå alt for mange knuder på dig selv og dine kollegaer – så er 4-dages ugen måske noget for dig.”

2. Find dine værktøjer og dine allierede

”Hvordan vil du opnå produktivitetsforøgelsen? Kan I spare tid i møder? I mailhåndtering? I udvalgte processer eller beslutningsgange? Tror du, at I kan nå mere, hvis I kollektivt får fjernet nogle af de mange forstyrrelser? Allier dig med nogen i ledelsen eller blandt kollegerne, som også er interesseret i at udforske mulighederne. Find en gruppe af folk, der sammen vil arbejde med de nye værktøjer og tiltag. Det kræver et stærkt kollektiv at arbejde 4 dage om ugen.”

3. Vis cheferne, at det virker

”Du kan opleve modstand fra ledelsen, hvis du foreslår en 4-dages arbejdsuge, men lad dig ikke slå ud. Gå til lederne med et forslag til en test af en model, hvor du kan påvise, at du og dine kollegaer kan skabe en produktivitetsforøgelse – og at det netop er den forøgelse, I ønsker en del af. Der er altså tale om en model, der både giver medarbejderne og virksomheden noget ekstra. Sørg for at dokumentere produktivitetsforøgelsen løbende.”

4. Find den rigtige model

”Der er rigtig mange forskellige måder at strukturere en 4-dages arbejdsuge på. Nogle arbejder mere på færre dage. Andre går ned i arbejdstid. Nogle modeller give mere struktur og andre giver mere fleksibilitet. Find den model, der passer bedst til jer. Og husk at inddrage bredt blandt tillidsmænd, ledere og kolleger, når I ud­­vikler jeres model.”

5. Tænk stort, men start småt

”Begynd med nogle mindre skridt, og pas på med ikke at gøre det hele for hurtigt. Det er en om­­fattende adfærdsændring, og det kræver, at man har et stærkt kollektiv med klare aftaler om måderne at arbejde på. Men find jeres model og jeres værktøjer og test det af – og vær bevidst om, at det også kan være er en teambuilding-proces, og alle skal være med.”

Tema om arbejdstid

Fungerer det for folk at tjekke ind fem dage om ugen? Eller er det tid til at overveje andre modeller? I dette tema ser vi på medlemmernes ønsker. Vi taler med eksperter, og vi besøger en kommune, der har testet en 4-dages arbejdsuge.