Skærmbillede 2022 08 08 Kl. 10.01.04
"Man skal kortlægge sine livsressourcer, dvs. definere sine mål og drømme og finde ud af, hvad der giver mening i livet”

Sådan får du motivationen tilbage

Guide Sæt mål, skab forandringer – og gør en forskel for andre. Det er nogle af de råd, der kan give dig motivationen tilbage. Få her alle 5 råd fra Torben Wiese, som er forandringsrådgiver, foredragsholder og forfatter til en stribe bøger om at skabe forandringer.

Er du kørt sur i det? Det har de fleste af os nok oplevet, og vi har nok også forsøgt at finde ud af, hvad vi kan gøre for at ændre det.

Torben Wiese er forandringsrådgiver, foredragsholder og forfatter til bl.a. ’Grib dine kriser’, og ifølge ham handler det om at se indad.

”Man skal kortlægge sine livsressourcer, dvs. definere sine mål og drømme og finde ud af, hvad der giver mening i livet,” fastslår han og fortsætter:

”Det indbefatter, at man kigger på sine sociale relationer, sin økonomi, sine fritidsaktiviteter og sit helbred,” siger han og tilføjer, at summen af ressourcerne er afgørende for følelsen af tryghed, tilfredshed, livsglæde – og arbejdsglæde.

Tag glæden med på arbejde

Ifølge Torben Wiese kan positive forandringer i privatlivet også gøre en forskel for dig på jobbet.

”Hvis du generelt er glad, har det betydning for dit arbejdsliv, og dét er afgørende, når du skal genfinde motivationen.”

Torben Wiese fortæller også, at man løbende skal øve sig på at skabe motivation.

”Motivation er ikke bare en handling, som man udfører én gang om året. Det er en proces, du skal vedligeholde og have fokus på hele tiden.”

1. Sæt dig nogle mål

Hvis man vil øge sin motivation, er det vigtigt at sætte sig mål for sine tanker og følelser. Det er nemlig dem, der præger dig som menneske, og som kan afføde optimisme og glæde. Sæt dig f.eks. et mål om, at du vil gå gladere i seng i aften, end du vågnede i morges. Det kan være en hjælp, hvis du spørger dig selv om, hvad der gør dig glad – og så gå efter netop de ting. Tanken er, at de fleste af os får mere fra hånden, når vi er glade.

2. Du er chef for forandringer

Forvent ikke, at din chef eller dine kolleger ændrer sig på en måde, der kan øge din motivation. Det er dig, der er chefen i dit liv – og kun dig. Det betyder også, at det er dig, der skal tage ansvar for at skabe de nødvendige forandringer, hvis du har mistet drivkraften.

Overvej f.eks., hvordan du virker på dine kolleger. Er du typen, som mest udsender glæde og motivation eller omvendt?

De fleste vil opleve, at når de udstråler glæde, vil de også opleve at få glæde tilbage.

3. Gør en forskel for andre end dig selv

At gøre en forskel for andre er en stærk motivationsfaktor. Du kan f.eks. hjælpe en kollega eller sætte dig for at give kompetencer videre til andre.

Når du udfører en handling uden tanke på dig selv, får du typisk også en ubetinget tak tilbage, og det kan bidrage til både arbejdsglæde og motivation.

Udvid også tanken til at omfatte din fritid, f.eks. som frivillig fodboldtræner eller i den lokale Røde Kors-butik. Glæde i privatlivet kan sagtens smitte af i jobbet.

 4. Ryd op i dit liv

Hvis du har noget, der nager dig mentalt, så tag hånd om det. Måske er du raget uklar med en kollega for noget tid siden, og nu er du i tvivl, hvor I står. Få udtrykt din tvivl, og kom videre derfra.

Det kan også være, at du har en bunke regninger, der skal betales. Sørg for at få dem ud af verden. Det, der nager dig kan nemlig også virke hæmmende for din motivation.

5. Husk på, hvad du har at være glad for

Når det hele begynder at se lidt sort ud, så husk dig selv på, hvad du er glad for.

Gør det til en vane at tænke på, hvad der har gjort dig glad i løbet af dagen. Det kan f.eks. være, at du var glad for, at din kollega holdte døren for dig, at en kunde roste dit arbejde – eller måske var du bare glad for, at himlen var blå.

Kilde: Torben Wiese, forandringsrådgiver, foredragsholder og forfatter til bl.a. ’Grib dine kriser’.