Tek0222 1305X675px 6

Sådan forbereder du jobsamtalen

Tema: Sådan får du drømmejobbet Der er rift om de gode jobs og de gode medarbejdere lige nu. Men hvordan forbereder du dig på jobsamtalen? Hvilke pointer er vigtige at have i ærmet, og hvordan sørger du for at have en god udstråling i de afgørende minutter?

Du kender sikkert alle de gængse spørgsmål, som kommer på bordet til ethvert jobinter- view – om din motivation, stærke og svage siger, viden om virksomheden og jobbet. Dem skal du naturligvis have forberedt nogle gode svar til. Men noget andet, som ofte ikke er så belyst, er den personlige kemi mellem ansøgeren og chefen. På papiret er alle dine kvalifikationer på plads, for ellers var du ikke blevet inviteret. Nu vil de gerne møde mennesket bag CV’et.

Teknikeren har allieret sig med den erfarne rekrutteringsekspert Malene Gude, der har været med til at ansætte alle typer profiler, fra projektlederen på byggepladsen til direktøren i en international produktionsvirksomhed. Hun fremhæver vigtigheden af, at man skiller sig ud og bliver husket, da der som oftest er flere til samtale.

“Jeg anbefaler, at man forbereder nogle gode eksempler på, hvad man tidligere har bedrevet, altså fortællinger om ting, der er lykkedes. Vores hjerne fungerer sådan, at vi bedst husker historier. Når man peger på ting, man har fået ros for, bliver det også indirekte et bevis for, at man kan levere.”

Glød i øjnene

En anden vigtig ting er at udstråle engagement. Det lyder måske svært, men det kan også gøres konkret. Malene Gude anbefaler, at du finder de situationer frem, hvor du virkelig brændte for noget i dit job – og fortæller om dem.

“Som ansætter bliver man vakt, når man kan mærke en glød hos kandidaten. Det er helt tydeligt i øjnene, det viser drive og engagement.”

Hun ved godt, at man ikke kan forcere god kemi, men man kan arbejde med at hvile i sig selv, fordi det også giver andre en god mavefornemmelse.

“Hvis du kan formidle dine kvalifikationer på en rolig og troværdig måde, så vil det være meget attraktivt for arbejdsgiveren, alle er tiltrukket af nogle, der hviler i sig selv,” siger hun og forklarer, at det handler om den spejling, som foregår, når man sidder overfor et andet menneske. Derfor er det en god idé at få talt tingene igennem forud for samtalen med en ven eller et familiemedlem, der kender dig godt. Øv dig på historierne og de gode eksempler.

“En måde at fremstå oprigtig er også at kunne forbinde det, man er virkelig god til med det, man virkelig gerne vil i det pågældende nye job. Så opstår der en klar synkronicitet,” siger Malene Gude.

Gør som sportsfolk: Visualiser pokalen

Erhvervspsykolog Malene Gude ser en tendens til, at flere og flere gør brug af jobcoaches. De hjælper typisk en kandidat med at blive afklaret omkring deres specifikke ønsker og få tænkt egne styrker og svag­heder godt igennem. Og det kan man mærke til samtalen.

”Man kan tydeligt se, om folk har været igennem en god proces og er velforberedte. Det behøver ikke være med en coach, men tag refleksionerne alvorligt. Det der med at tale om sig selv som en vare er jo en svær disciplin for mange,” siger hun. Derfor kan det være brugbart at holde det hele lidt ud i strakt arm og se på sig selv som en sportsudøver på vej mod et mål.

”De store sportsstjerner visualiserer sig selv med pokalen i hånden. Det giver et stort drive og en tro på, at det vil ske. Og al forandring starter jo med, at man tænker, det skal ske.”

Hvordan fik du nyt arbejde?

Del din succesoplevelse med at blive ansat med andre medlemmer af Teknisk Landsforbund. På vores digitale kanaler følger vi op på temaet og skaber plads til de historier, som kan inspirere andre til at tage skridtet videre i karrieren. Så del meget gerne dine erfaringer på vores Facebook og LinkedIn-profil.

Malene Gude

  • Erhvervspsykolog hos Randstad
  • Har arbejdet med karriereudvikling, jobskifte, krisehåndtering, talentudvikling og rekruttering siden 1997.