COLOURBOX12140798.jpg
Du skal allerede nu planlægge, hvor meget sommerferie, du ønsker at holde næste år. Den nye ferielov betyder nemlig, at du fremover optjener ferie løbende.

Sådan optjener du ferie til sommerferien næste år

Ferie Frem mod 2020 vil du optjene ferie på en ny måde. Se, hvad det betyder for dig.

Den 1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft, der i modsætning til i dag betyder, at du kan afholde ferie i takt med, at du optjener den.

I overgangen fra den gamle til den nye ferielov er der særligt to ting, du skal være opmærksom på.

Det er sommerferien og efterårsferien i 2020.

Mere end tre ugers sommerferie?

Du skal være opmærksom på, om du har nok feriedage til sommerferien i 2020.

Det skyldes, at der i 2020 - som en overgang til den nye ferielov - er et særligt kort ferieår, der løber fra 1. maj 2020 til 31. august 2020.

I det ferieår har du ”kun” 16,5 feriedage til rådighed, dvs. dage nok til godt tre ugers ferie.

Mange vil dog også have fem feriefridage at gøre godt med, og så er der dage nok til fire ugers ferie.

”Hvis du vil holde mere ferie end 16,5 feriedag foruden eventuelle feriefridage fra maj til august 2020, så skal du overveje at gemme og overføre ferie fra ferieåret 2019 - 2020,” forklarer Byrial Bjørst, advokat i Teknisk Landsforbund.

Ferieåret 2019 til 2020 løber fra 1. maj 2019 til 30. april 2020.

Gem dage til efterårsferien

Den 1. september 2020 træder det nye ferielov altså i kraft, og det betyder, at du optjener feriedage løbende.

For de fleste ligger efterårsferien i uge 42, og det betyder, at du til den tid vil have sparet to feriedage op.

”Hvis du vil holde flere end to dages efterårsferie, skal du enten overføre feriedage fra tidligere ferieår eller bruge feriefridage, hvis du har ret til dem,” siger Byrial Bjørst.

Du skal aftale med din arbejdsgiver, hvis du vil overføre ferie fra det ferieår, der løber fra 1. maj 2019 til 30. april 2020.

Overskydende ferie fra ”det korte ferieår”, der løber fra 1. maj 2020 til 31. august 2020, bliver automatisk overført.

Ferielov var i strid med EU-retten

Den nye ferielov blev bl.a. vedtaget, fordi der kunne gå op til halvandet år fra en lønmodtager optjener en feriedag, til hun kunne afholde den.

Det var i strid med EU-retten

”Den nye ferielov betyder, at nyuddannede nu får mulighed for at holde ferie i deres første job, og at alle kan afholde ferie, så snart den er optjent,” forklarer Byrial Bjørst.

Hvis du har spørgsmål til ferieloven, kan du som altid kontakte din lokalafdeling.