5 tip: Sådan siger du velkommen til en ny kollega
Første dag på jobbet er en overvældende oplevelse for de fleste. Alt er nyt. Arbejdsopgaverne, it-systemet og kollegerne - selv kaffemaskinen skal man have en introduktion til.
Derfor må de “gamle” medarbejdere være klar til at yde en ekstra indsats for at hjælpe deres nye kollega godt til rette. I sidste ende er det en klar fordel for alle parter. Det mener Susanne Teglkamp, der er virksomhedskonsulent og direktør i Teglkamp & Co
”Jo hurtigere den nye kollega finder sig til rette, jo hurtigere kan vedkommende også tage ordentligt fat på arbejdet. Velfungerende medarbejdere er til alles gavn,” siger Susanne Teglkamp.
En del af flokken
At få indsluset den nye kollega i det sociale liv på arbejdspladsen er særlig vigtigt.
”Vi vil allesammen gerne være en del af flokken, fordi det giver tryghed. Så du og dine kolleger har et ansvar for at åbne op og invitere nye kolleger med ind i fællesskabet,” siger Susanne Teglkamp.
Et nyt ansigt skaber ofte turbulens og lidt flere opgaver til resten af virksomhedens ansatte. Men det er vigtigt at finde overskud til at være åben, selvom dagene kan være hektiske.
”Du skal finde overskuddet til at sige: “Du skal bare komme med dine spørgsmål. Jeg skal nok hjælpe dig.” Ofte er det nemmere for en gammel medarbejder at åbne op, end det er for en ny medarbejder at mase sig på”, siger Susanne Teglkamp.

Susanne Teglkamp
-
Virksomhedskonsulent og direktør i Teglkamp & Co
Skrækscenariet
At lade en ny kollega sidde alt for meget alene er ofte en uholdbar løsning.
”Hvis alle tager for givet, at deres nye kollega har fuldstændig styr på tingene og kender alle systemerne, så kan der gå meget længere tid, før vedkommende begynder at rykke med sine opgaver,” siger Susanne Teglkamp.
I værste fald ender den nye kollega aldrig med at finde sig til rette.
”Det er skrækkeligt for den nyansatte, men også for arbejdspladsen, hvis vedkommende hurtigt søger væk igen. Det skal i hvert fald ikke være velkomsten, som er årsagen til et hurtigt jobskifte”, siger hun.
5 tip: Tag godt imod en ny kollega
1: Vær åben
”Det kan virke banalt. Men at hilse på den nye kollega med et smil og tilbyde sin hjælp er en god start. Har du først vist imødekommenhed, så har den nye kollega meget nemmere ved at spørge om hjælp senere, når arbejdet for alvor går i gang.”
2: Invitér til frokost
”Når frokostpausen nærmer sig, kan du lige stikke hovedet ind og spørge: “Kommer du ikke med i kantinen?” Det giver din nye kollega en chance for at klemme sig ind i det sociale netværk. Hvis der er en hård kerne af gamle medarbejdere, som har været sammen i mange år, kan det godt være svært. En fælles kaffepause er også en god idé.”
3: Fortæl om dig selv
”Husk at fortælle om dine egne opgaver og ansvarsområder. For det første er det et godt emne at bryde isen med - for det andet giver det et bedre overblik over arbejdspladsen. Opstår der fx problemer med it-systemet, så ved din nye kollega, at du er den rette at gå til, mens Bente eller Klaus på kontoret ved siden af kan tage sig af andre spørgsmål.”
4: Vær forberdt
”Modtagelsen af en ny kollega bliver nemmere, hvis alle er med på, hvad der skal ske. Sæt jer sammen i medarbejdergruppen - måske under en frokostpause - og tal om, hvad I kan gøre for at sige ordentligt velkommen. Måske kan I forberede et lille program, der sikrer, at den nye i flokken ikke bliver overladt til sig selv.
5: Glem ikke din nye kollega efter første dag
”At få en ny kollega ordenligt installeret på arbejdspladsen sker ikke på en enkelt dag. Processen varer som regel flere uger. Så vær ekstra opmærksom og opsøgende, indtil det står klart, at hovedpersonen er nogenlunde selvkørende.”
Kilde: Susanne Teglkamp, virksomhedskonsulent og direktør i Teglkamp & Co