Sådan undgår du post-ferie-blues
Du har helt sikkert styr på, hvilken dag du går på sommerferie. Men har du også styr på, hvilken dag du vender tilbage fra ferien? Hvis svaret er nej, så er du nok ikke den eneste.
For de fleste af os vender nok tilbage på en mandag, men måske skulle du overveje at vende tilbage en onsdag i stedet for.
”At komme tilbage efter en ferie kan føles som at hoppe i en kold pool. Det varer lidt tid, før det er behageligt. Sådan er det også at komme tilbage fra en lang ferie, hvor man går fra afslapning og løse rammer til tidlige morgener og krav,” siger Line Ullmann, som er selvstændig rådgiver og underviser i effektive arbejdsvaner.
Tag kontrol over dit arbejde
Hun er også forfatter til bogen ’10 effektive arbejdsvaner’, der handler om at skærpe sin bevidsthed omkring vanerne på jobbet.
På samme måde gælder det om at være bevidst omkring at gøre det mere behageligt at komme tilbage fra ferie, siger Line Ullmann.
”Hvis man slet ikke gør sig nogle tanker, risikerer man bare at blive booket til fem møder, mens man holder ferie,” siger hun og tilføjer:
”Men hvis man planlægger de første dage efter ferien, betyder det, at man selv tager kontrol over sit arbejde.”
Skab små honningdepoter
Der er også andre måder at gøre det nemmere for sig selv. Ikke kun de første dage efter ferien, men i løbet af hele året. Line Ullmann kalder det at tage ferien med ind i hverdagen.
”Det handler om at planlægge små lommer af feriestemning, som man kan gå at glæde sig til året rundt,” forklarer hun og uddyber:
”Det kan f.eks. være at gå ud og opsøge et interessant netværk eller at booke nogle spændende kurser. Det handler om at skabe nogle små honningdepoter, der giver større motivation og arbejdsglæde.”
5 gode råd
1. Reservér dag 1 til dig selv
Har du et arbejde, hvor du kan reservere første arbejdsdag til dig selv? Så gør det. Gå f.eks. ind i din arbejdskalender, og marker dig selv som optaget. Du kan også prøve at lade din autoreply blive på mailen en dag ekstra. Begge dele kan give dig ro til at lande ordentligt og give dig overblik over den kommende tid og den bunke mails, der sikkert ligger og venter i din indbakke.
2. Ryd op i indbakken
Så er det blevet tid til at angribe din indbakke. Her skal du huske på, at det værste, du kan gøre, er at gå kronologisk til værks. Sorter i stedet for dine mails efter afsender. Gå så i gang med at slette alle dine ikke-vigtige mails som f.eks. nyhedsbreve og menuen fra kantinen. Kig også på, om du har fået flere mails fra den samme afsender, f.eks. en kollega eller en kunde. Hvis det er tilfældet, så overvej, om du kan spare tid ved tage en snak med personen frem for at besvare hver enkelt mail.
3. Tag en tur i helikopteren
Brug de første dage efter ferien på at hæve dig op i helikopteren, og stil skarpt på de langsigtede mål. Når man arbejder på store projekter, kan man let fortabe sig i detaljerne. Udnyt derfor, at du har holdt ferie i tre uger og kommer retur med en frisk hjerne. Book en times tid til dig selv i de første dage, så du i ro og mag kan få et overblik over dine vigtigste fokusområder i de kommende måneder.
4. Slå notifikationer fra
Afbrydelser som f.eks. notifikationer fylder stadig mere i hverdagen. Også på arbejdet. De koster dig mentale kræfter, og gør dig mindre effektiv. Derfor kan du med fordel bruge tiden efter ferien på at gå dine arbejdsvaner efter i sømmene. Slå notifikationer fra på din mail, din telefon og din tablet.
5. Tal med dine kolleger
Gode relationer skaber arbejdsglæde. Ganske enkelt. Prioriter derfor også at snakke med dine kolleger på din første dag efter ferien. Gå en runde i afdelingen, hvor du udveksler ferieminder med kollegerne.
Kilde: Line Ullmann, rådgiver og
underviser i effektive arbejdsvaner.