Tobias Bjerre Keller06
Fremtiden bringer meget mere augmented reality.

Sådan vil vi interagere med computere i fremtiden

Teknik Interaktion med computere har i en årrække foregået med mus, tastatur og touch-skærme. Men i fremtiden vil vi bruge smartbriller, vurderer eksperter.

Det er måske svært at forestille sig i dag, men Michael Harboe, stifter af visualiseringsvirksomheden Virsabi, er overhovedet ikke i tvivl: Potentialet i briller med såkaldt augmented reality (AR) er enormt.

"Om fem år står vi ikke længere op om morgenen og tjekker vores mobil. Så tager vi vores AR-briller på, tager en dialog med vores digitale assistent og får præsenteret de data, vi efterspørger foran vores øjne,” siger han.

Ekspert i de nye teknologier, Hannah Gutkauf, partner i konsulentvirksomheden Manyone, er heller ikke i tvivl.

"Vi vil se, at der bliver lagt et digitalt lag ind over virkeligheden overalt. En medarbejder, der pakker varer på et lager, vil kunne bruge sine smarte briller til se, hvilke kasser der skal pakkes. Og i supermarkedet vil vi som kunder kunne få et ekstra lag af informationer om varerne på hylderne," siger hun.

Faktisk er det kun udviklingen og fantasien, der sætter grænser. 

Sælger møbler og lamper

Det er i øjeblikket især i virksomheder, at teknologien vinder frem. Designvirksomheder kan med teknologien virtuelt demonstrere deres produkter i potentielle kunders hjem - og måske er du allerede stødt på dem. Møbelproducenten IKEA og lampeproducenten Louis Poulsen benytter eksempelvis teknologien.

I dag anslås det, at 100 mio. mennesker bruger den nye teknologi, når de handler varer. I 2025 vil 75 procent af befolkningen bruge AR-teknologien ifølge en rapport offentliggjort i maj af Deloitte Digital og Snap Inc.

Tech-virksomheder har eksperimenteret med AR-briller i mange år. Nu står de foran et gennembrud.

Google Glass 2.0
Google introducerede sine første AR-briller i 2013, men brillerne fik aldrig den store udbredelse. Nu har Google præsenteret dem i en ny version, som er mere præcise. Pakkefirmaet DHL's medarbejdere bruger brillerne til at lokalisere pakker. Og flyproducenten Boeing bruger Google Glass, når den bygger sine fly.

Microsoft Hololens 2
Microsoft er på banen med den anden generation af sine AR-briller. Microsoft Hololens 2 er især en gevinst for virksomheder, der i forvejen arbejder med udgangspunkt i Microsofts platform.

Facebook Smartglass
Facebook har indgået et samarbejde med brillefirmaet RayBan om at udvikle en ny smartbrille. Den ventes præsenteret i løbet af 2021. Netop Facebooks indtog siger noget om, at techgiganterne virkelig anser teknologien som moden nu.

Tobias Bjerre Keller20
Foto: Alex Tran

Tegninger i realtid

Men også internt i virksomheder vinder teknologien frem. Smarte AR-briller gør det muligt at kalde manualer og instruktionsvideoer frem, når medarbejderne står foran et eksakt problem, der skal løses. Man kan f.eks. være i kontakt med en tekniker i den anden ende, som på sin vis kan give en anden person superkræfter, fordi vedkommende med tegninger, streger i real tid kan hjælpe virtuelt.

Ikke mindst corona-nedlukningen har puffet til den digitale udvikling, forklarer Michael Harboe fra Virsabi.

”Jeg tror, at teknologien vil komme til at influere vores liv i meget højere grad, end mobiltelefonerne gjorde,” siger han.

Intuitiv teknologi

Hannah Gutkauf har et bud på, hvorfor de nye teknologier vinder frem.

"De nye visualiseringsteknologier tiltaler os som mennesker. Vi lagrer ting i vores hukommelse baseret på alle sanser – og så er det faktisk lidt mærkeligt bare at sidde foran skærme, som vi gør i dag," siger hun.

Hun fortæller, at der er lavet et forsøg, hvor det blev undersøgt, hvorvidt et sæt tøj var mest virkelighedstro på henholdsvis et foto, en video eller via augmented reality.

"AR var tættest på virkeligheden. Det er simpelthen mere intuitivt for os mennesker," siger hun.