DSF0199 1280X853px
Størstedelen af prædikestolen er for medtaget til at komme tilbage til kirken. En del af stumperne, som denne engel, kommer til at indgå i Nationalmuseets samlinger som repræsentanter for den tids arbejde.

Skønheden i forkullet træ

Teknik Bodil Stauning er møbelkonservator på Nationalmuseet og specialist i træ. Et organisk materiale, der kan forarbejdes til den fineste kunst med en holdbarhed på flere hundrede år, men som også kan ødelægges af insekter, råd eller af ild, som det skete i Vor Frelsers Kirke i Horsens en eftermiddag ved fem-tiden i sensommeren 2018.

Lugten af brændt træ breder sig på et af Nationalmuseets værksteder i Brede udenfor København. Sankt Peter ser bekymret op, holder hånden frem foran sig med håndfladen vendt ud. Han er ikke vant til flammer i sin hverdag, ilden har måske skræmt ham. Møbelkonservator Bodil Stauning har fat i den 65 cm høje egetræs­figur med sine hvide handsker. Hun gnubber på den med en tør svamp. Arbejdet frigiver sodpartikler, som kan lugtes. Fra 1670 var figuren af Sankt Peter i egetræ del af portalen til en prædikestol, der stod i Klosterkirken i Horsens og i 1794 blev flyttet til Vor Frelsers Kirke.

Prædikestolen var enestående med noget af Nordeuropas fineste billedskærerkunst. Den 22. august 2018 satte en psykisk syg mand ild til prædikestolen. I grundlovsforhøret fortalte manden blandt andet, at han spillede julesange på kirkens orgel, mens han nød flammerne. Den brændte helt ud og blev dermed en sag for Nationalmuseets konservatorer.

”Det var en meget usædvanlig brandskade, idet manden havde sat ild til selve prædikestolen. Det meste af stolen var brændt helt ud. Man kunne nærmest ikke kigge på det, uden at det faldt fra hinanden. Da vi havde hentet den hjem på værkstedet, tænkte jeg, at det er på grænsen til det mulige,” fortæller Bodil Stauning.

Erfaringer fra Sydamerika

Bodil Stauning og hendes kolleger gik i gang med at søge i faglitteraturen efter lignende tilfælde. Det tætteste de kom, var en skade i kirken ’La Compañia de Jesus’ i Quito, Ecuador. I 1996 havde et hold renoveringsarbejdere erstattet acetone med cellulosefortynder. Dampe fra fortynderen blev antændt af en natlig gnist fra en elinstallation, og udløste en brand.

Konservatorernes erfaringer fra Quito blev derfor en del af grundlaget for, de metoder, som konservatorerne i Brede kunne gøre brug af.
”Der er ikke særligt meget teori omkring, hvad der sker med træ, når det brænder og de fysiske egenskaber af brændt træ. Den teori der er, stemmer ikke altid overens med erfaringerne. Vi har skullet finde de produkter, vi troede på og prøve dem i praksis,” fortæller Bodil Stauning.
Det stod dog hurtigt klart, at selve prædike­stolen ikke kunne reddes. Men portalen, som man skulle igennem for at komme op i stolen, var kun brændt på bagsiden. Den kan konserveres og sættes op igen som en mindetavle i kirken. Og så vil Sankt Peter igen stå klar med nøglerne for at lade de rette komme ind.

Detaljeret figur

Figurens mange fine detaljer har samlet sod fra branden samt almindeligt skidt, dvs. den blanding af hudceller, fedt og almindelig forurening, der følger af at være i en bykirke. Det er det, som Bodil fjerner nu. Først bliver han børstet af med en blød pensel. Derefter gnedet med en tør svamp i naturlatex, efterfulgt af en melaminsvamp med vand, endelig en vatpind med vand for at nå helt ind i de fine folder af Sankt Peters tøj.

Det er en meget detaljeret figur, der er en blød stoflighed i hans kappe skåret i det hårde egetræ. Udtrykket i ansigtet, med den let åbne mund, øjne der er vendt op, fortæller om en mellemleder der tager sit arbejde som en særlig og hellig pligt.

Et fantastisk fag

Bodil fortæller, mens hendes vatpind finder ind kappens fineste folder; ”Jeg fandt ud af, at jeg ville være konservator, da jeg var 21. På en bus fra Paris kom jeg til at sidde ved siden af en dame, der var stenkonservator. Det lød megaspændende. ”Det vil jeg også”,” tænkte jeg.

  • Bodil Stauning 44 år
  • Møbelkonservator på Nationalmuseet siden 1. februar 2020
  • Møbelsnedker fra Frederiksborg slot, 2002.
  • Bachelor i møbelkonservering fra Carl Malmsten Ctd, Lindköpings Universitet, 2005.
  • Har arbejdet bl.a. på Rosenborg Slot og i Den Gamle By i Aarhus.

OM METODEN - Konsolidering af brændt træ
Træ består af cellulose, hemicellulose og lignin. Under brand nedbrydes disse stoffer til bl.a. kul og gas, der forsvinder op i luften. Derfor opstår der riller i det forkullede træ.

Ved en konsolidering fyldes rillerne med en blanding af bl.a. ­harpiks og hærder. Gennem revnerne i træet er der adgang til de dele af træets struktur, der ikke er ødelagt.

Her vil kapillærkræfterne, som før transporterede vand og næringsstoffer i det levende træ, kunne udnyttes til at transportere konsolideringsmaterialet ind i det forkullede træ.

Bodil er nået til Peters nøgne fod, de små tæer hvor neglene er helt tydeligt udskåret:
”Jeg kan godt lide faget pga. dets blanding af teori og praksis. Der er et stort element af grundforskning i det her projekt. Det er fantastisk med et fag, der kan tage én så mange steder hen. Og det her er en af de mest spændende opgaver, som jeg har haft.”

 

DSF0222 1920X1280px

 

Rengøringen af Sankt Peter er forholdsvis simpel. Det er de forkullede dele af stolen, der er den store udfordring. På et af bordene i konservatorernes værksted ligger sorte stumper af prædikestolen, som Bodil og hendes kollega, Kim Alberdi, har brugt til at udvikle den metode, som skal bruges.

Harpiks og hærder

Bodil pakker forsigtigt Sankt Peter ind igen og lægger ham på plads. En fortørnet og forbrændt engel ser til fra reolen.
Nu gælder det selve portalen, som er stærkt forkullet på den bagside, der vendte mod ilden. Hun får hjælp af en kollega til at fragte et sidestykke af portalen ned i kælderen til et udluftningskammer, der skal fjerne de dampe, som behandlingen frigiver. Hun blander 100 g harpiks og 44 g hærder, lidt mere end 90 ml.

Hun fylder den første sprøjte med 30 ml og trykker langsomt sprøjtens indhold ned i rillerne af det brændte træ. Hun er dybt koncentreret, følger konsolideringsmaterialets vej ned i rillerne, hvor det bliver suget ind i det forkullede træ. Hun holder regnskab med, hvor meget hun bruger, justerer løbende på mængden der kommer ud af sprøjten. Det er første gang hun prøver metoden på et af de stykker træ, der skal sættes op igen. Alt, hvad der sker, er uigenkaldeligt, og det skal gøres i én arbejdsgang.

Skønhed i det forkullede træ

Hun er helt fokuseret på det brændte træ, på de forkullede mønstre. Hun kan ikke snakke, som hun kunne før, da hun sad med Sankt Peter. ”Det har sin egen æstetik, der er en skønhed i det forkullede træ,” fortæller hun bagefter.

Metoden til at konsolidere er udviklet af Bodil Stauning og Kim Alberdi på baggrund af andres erfaringer i et tæt samarbejde med Nationalmuseets øvrige forskere. De nye erfaringer skal gives videre: ”Vi vil gerne publicere på det her. Det arbejde, som vi laver med prædikestolen, er nyt og banebrydende. Vi håber på en række artikler i de ­relevante fagtidsskrifter.” Arbejdet vil også være en del af grundlaget for Bodils Staunings videre virke på værkstedet i Brede:
”Jeg vil gerne fortsætte med at lede, studere konsolidering af biologiske nedbrudstyper som insekter og svampe.”

Bodil ser kærligt ned på det mange hundrede år gamle, forkullede træ: Det virkeligt fede ved faget er, at selv om man har været i det i 40 år, er der stadig opgaver, som man ikke ved, hvordan man skal løse.”