Genbrugsstation1305.jpg
Ringmuren rundt om Sydhavns kommende genbrugsstation skal fungere som støjafskærmning til naboer. Udover ottetalsformen kommer stationen til at udmærke sig ved at indeholde bl.a. multihus og undervisningsfaciliteter.

Skorstensbeton bliver til genbrugsstation

Teknik Ringmuren rundt om en kommende københavnsk genbrugsstation bliver opført i genbrugsbeton fra 150 meter høj skorsten. Det er det første projekt af sin art i Danmark.

Den københavnske skyline bliver en skorsten mindre, når den ene af Amagerværkets tre skorstene bliver revet ned.

Betonen fra den 5.000 tons tunge og 150 meter høje skorsten får dog nyt liv få kilometer væk. Den nedknuste beton skal nemlig anvendes som fyld i en ringmur, der anlægges rundt om en kommende, ottetalsformet genbrugsstation i Københavns Sydhavn. Et anlæg, der skal stå klart i december 2018.

Indtil nu har det kun været lovligt at erstatte 20% af stenmaterialerne i beton med genbrugsbeton, men Amager Ressource Center (ARC), som står for at opføre genbrugsstationen, har fået lov til at erstatte al stenmateriale med betonen.

Det er samtidig første gang, at genbrugsbeton bliver anvendt til beton i såkaldt aggressiv miljøklasse, det vil sige udendørs, hvor det påvirkes af vind og vejr, oplyser ARC. Indtil nu har det kun været tilladt at bruge genbrugsbeton til indendørs konstruktioner.

Knuses til fragmenter
Efter planen bliver skorstenen revet ned i løbet af maj måned. Herefter bliver skorstensbetonen knust ned til små fragmenter og fragtet til byggepladsen i Sydhavnen.

Her skal genbrugsbetonen altså bruges til at opføre den ringmur, der skal omkranse genbrugsstationen. Bag støttemuren etableres der en tilplantet vold.

Sammenlagt forventer ARC at genbruge 60 procent af betonen fra skorstenen.
Den 47 år gamle skorsten skal i øvrigt rives ned, fordi Amagerværket omstilles fra kulfyring til biomasseafbrænding.

Se, hvordan nedrivningen af skorstenen vil foregå