Tek0519_1305x675px_1.jpg

Skriv et CV, der kan få dig til samtale

Jobsøgning Vidste du, at arbejdsgivere højst bruger ét minut på at skimme et CV? Et godt CV kan altså have stor betydning for, om du lander dit næste job. Her får du fem gode råd, der kan få dig igennem nåleøjet.

Hvis dit CV er en lang opremsning af dine færdigheder, så er den helt gal.

For det gode CV indeholder kun et nøje udvalg af dine kvalifikationer, lyder det fra Aino Faurbye, som er konsulent i Uddannelse og Karriere i TL.

”Jeg anbefaler, at man bruger en overstregningstusch til at fremhæve virksomhedens ønsker i jobopslaget, så det er nemmere at målrette sit CV,” siger hun og fortsætter:
”Når arbejdsgivere kun bruger omkring ét minut på at skimme et CV, skal det være knivskarpt, for ellers risikerer man at ende i den forkerte bunke.”

Ros dig selv

Ifølge Aino Faurbye er det en god idé at glemme alt om janteloven, når man skriver sit målrettede CV.

”Det vigtigste i jobsøgningsprocessen er, at man trækker sig selv op og fokuserer på sine styrker. Der er ingen andre til at gøre det,” fastslår hun og uddyber:

”Hvis man er dygtig til Revit, så skriv det. Fortæl arbejdsgiveren, at du faktisk var så dygtig, at de andre på dit hold altid gik til dig for at få hjælp, hvis det vel at mærke var tilfældet.”

I det hele taget mener Aino Faurbye, at man hele tiden skal have et klart billede af, hvordan man vil huskes af ansættelsesudvalget.
Hun opfordrer også til, at man tilføjer nogle få linjer, der fortæller noget personligt.

”Det kan f.eks. være, at man er gift, har to børn, eller at man udfører frivilligt arbejde. Virksomheder skal jo ansætte et menneske, ikke en robot. Det personlige giver dem mulighed for at danne sig et indtryk af dig som kollega.”

Fem gode råd

  1. Fokuser dit CV

    De fleste opbygger deres CV kronologisk. Det betyder, at man oplister sine erfaringer i en tidsmæssig rækkefølge, hvor det seneste job eller uddannelse står øverst.

    For hver erfaring på CV’et skal du udvælge op til tre opgaver, der matcher virksomhedens ønsker. Hvis de f.eks. leder efter en erfaren beslutningstager, så beskriv, hvordan du i et tidligere job skulle træffe mange vigtige beslutninger. Husk, at holde dig til punktform.

  2. Skriv en profiltekst

    En profiltekst er et kort afsnit, der viser noget om din faglighed, som er relevant i forhold til det konkrete job. Et eksempel er den nyuddannede el-installatør, som søgte et job, der krævede erfaring som projektleder. Det havde han ikke. Til gengæld havde han skrevet om ledelse og motivation i sin afgangsopgave, og det valgte han at nævne i sin profiltekst. Profilteksten placeres øverst på dit CV, dvs. før dine erfaringer og kvalifikationer.

  3. Fat dig i korthed

    Dit CV skal være overskueligt. Det bør ikke fylde mere end to sider, og du bør højst gå ti år tilbage i tiden.

    Hvis du hører til gruppen af TL’ere, der arbejder freelance, kan du samle dine år som freelancer under ét punkt og beskrive de mest relevante opgaver i den periode.

    Husk, at du ­altid kan linke til din ­LinkedIn-profil med dit brutto-CV.

  4. Husk billede

    Hvis man spørger arbejdsgiverne, er de ikke i tvivl. Langt de fleste mener, at et billede er en god idé. De bruger typisk billedet til at holde styr på ansøgerfeltet, f.eks. ”ham med briller” eller ”hende, den rødhårede.”

    Det er vigtigt, at dit billede er vellignende, og at det er taget til anledningen. Kig ind i kameraet og smil. Giv arbejds­giveren et indtryk af, at du er en rar person, som sikkert også er en sød kollega.

  5. Indhent en reference

    Det er en rigtig god idé at skrive en reference på CV’et.
    Det er sjældent, at virksomheden kontakter referencen før en jobsamtale, men når du nævner en reference, sender du et vigtigt signal. Det signalerer nemlig, at her er en tidligere kollega, som kan stå inde for dig.

    Husk dog at aftale med din tidligere kollega, at du vil bruge hende som reference.

Kilde: Aino Faurbye, konsulent i Uddannelse og Karriere, TL