"Som lysdesigner er du med helt fra starten”
De fem skuespillere på scenen bærer alle tøj i røde nuancer. De skuer alvorligt ud over publikum, og på væggen bag dem toner fattige børn frem – skiftevis tydelige og flimrende.
“Vi har brugt en collageteknik med meget tætte nærbilleder, som vi panorerede rundt i. På visse tidspunkter kan du for-nemme, at det er et billede, og på andre tidspunkter fremstår det nærmest som grafik,” fortæller Mathias Hersland, der står bag lys og video til teaterstykket Sexpol.
Stykket, som blev sat på Teater Grob sidste år, foregår i 1930erne, hvor en lille gruppe kæmper for prævention, fri abort og seksuel frigørelse. De kalder sig Sexpol og har den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich som frontfigur.
Anmelderne kaldte stykket både veldrejet og “en imponerende visuelt smuk og sansemættet forestilling”.
Den visuelle del kan Mathias Hersland tage en god del af æren for. Han er tilmed blevet præmieret med et legat af Statens Kunstfond for sit lys- og videodesign til forestillingen.
“Det er jo super fantastisk med den anerkendelse,” siger Mathias Hersland, som er 29 år og siden 2015 har arbejdet på teatre landet over – herunder Aalborg Teater, hvor han var fastansat i knapt tre år, indtil han besluttede sig for at rykke til København som freelancer.
Mathias Hersland
- Uddannet lysdesigner fra Statens Teaterskole, afgang 2015.
- Blev i december 2018 præmieret af
Statens Kunstfond for lysdesign og videokunst til forestillingen Sexpol. - Arbejder nu på musicalen “Ghost”, som bliver sat op i Tivoli senere i år.
Mere indflydelse
Allerede et år før, Sexpol havde premiere, startede samarbejdet mellem ham, scenograf og instruktør. Det er relativt nyt, at du som lysdesigner er med så tidligt i processen – og desuden har en del at skulle have sagt, fortæller han.
“Før i tiden var det langt mere topstyret. Det har ændret sig meget de senere år, hvor lysdesignere er inviteret med til bordet langt tidligere. Vi læser teksten hver for sig, måske får du nogle ideer, og på den måde opstår der et samarbejde.”
Når der er enighed om det visuelle udtryk, tegner Mathias Hersland en lysplan, som er en plantegning over, hvor lamperne skal hænge, og hvilke farver de skal have.
“Den bruger teknikerne, når de hænger lyset op. Nogle gange er jeg selv en del af opsætningen af lys, andre gange ikke,” siger han.
Rundt i stemningerne
Mathias Hersland fik blandt andet legatet for sin evne til at lede publikum rundt i stykkets tider, stemninger og miljøer med lys og video.
“Video og lys flyder meget sammen. Det ligger i spændet mellem at være følelsesbetonet og rumskabende,” siger Mathias Hersland, der – trods moderne teknologi – også møder udfordringer, når lys og video skal gå op i en højere enhed.
“Ikke mindst i forhold til videoer er der mange forskellige formater og måder, ting kan sættes sammen på. Der er også begrænsninger. Kabler må eksempelvis kun have en vis længde, så derfor bruger vi mange små bokse,” siger Mathias Hersland.
Også et blankt gulv på Teater Grob gav anledning til en del overvejelser.
“Når du vælger højglansgulv, betyder det, at hver gang jeg tænder en lampe, som rammer det, reflekterer det ud et andet sted. Så at have sådan et gulv er virkelig et eventyr – det får alle mulige konsekvenser, som kan være svære at gennemskue. Du ser meget af teatret, også det lavpraktiske som kabler og nødudgangsskilte. Til gengæld får du effekt og en ekstra visualitet,” siger han.
Når tæppet går
Mens Mathias Hersland er med fra længe før, skuespillerne går på scenen første gang, kan han med god samvittighed trække sig tilbage, når først tæppet går på premiereaftenen. Alt er kodet ind, så en tekniker står for at afvikle lys og video under selve forestillingen.
“Det hele programmeres ned til en såkaldt ’queue-list’, som er en serie af lysskift. En afvikler trykker på en enkelt knap på de rigtige tidspunkter,” siger Mathias Hersland og understreger, at der altid vil være forskel fra aften til aften.
“Skuespillerne spiller jo lidt forskelligt fra aften til aften - det er heller ikke værd at efterstræbe, at de skal spille identisk. Derfor er der også lagt en del over til afvikleren, da en replik af og til bliver udskudt med et sekund eller to. Så jeg overlader det trygt til andre at tage over, hvor jeg slipper.”