Martin Tivoli 06

Sommeren ændrer mit job: "Sommer i Tivoli er den sæson, der byder på suverænt flest events"

Tema: Sommeren ændrer mit job Sommer er en særlig sæson i en del job og vender helt eller delvist op og ned på arbejdsdagen. En lydtekniker, en museumsvært og en procesteknolog fortæller her om deres sommer på jobbet og sommerferieplaner.

Sommer i Tivoli er den sæson, der byder på suverænt flest events, hvor jeg afvikler lyd: f.eks. koncerter på Plænen og i Tivolis koncertsal. Jeg elsker events pga. min rolle som bindeled mellem publikum og scenen. Da jeg valgte at blive lydtekniker var det arbejdet med mange events, der tiltalte.

Sommeren er derfor en særligt god tid for mig, hvor jeg også arbejder mere udendørs end ellers og med vejret som joker: Skinner solen, strømmer publikum til.

Jeg arbejder tit om aftenen, når mine kamme­rater har fri. Min kæreste arbejder mere som jeg, hun er danser i Tivoli. Vores sommerferie sammen bliver derfor nok først til oktober.

Martin Tivoli 05
Foto: Thomas Steen Sørensen

Martin Mærsk Guldmann, 28 år

  • Lydtekniker i Tivoli siden 2018
  • Uddannet lydtekniker
  • Bor i København

Tempoet er højere i mit job om sommeren, hvor museets ­besøgstal mangedobles. En af mine arbejdsopgaver er billet­salg, og jeg nyder sommer­travlheden, og mødet med gæsterne. Jeg er til hverdag en del af museets skoletjeneste, som blandt andet formidler her på Bunkermuseum Hanstholm og i jernaldergården i Heltborg.

Museum Thy har mange afdelinger, men i højsæsonen er det vores bunkermuseum, som trækker flest besøgende til. For at give gæsterne en god oplevelse, er vi en del flere på arbejde - det er vigtigt med et godt hold.

Min egen familie holder sommerferie hjemme og i sommerhus med strand, surf, bål og udflugter, blandt andet kan vi godt lide museer.

484A0780
Foto: Kåre Viemose

Johanne Vibe Kristensen, 35 år

  • Museumsvært hos Museum Thy siden 2018
  • Professionsbachelor i natur- og kulturformidling
  • Bor i Klitmøller

Efter to år med corona er der igen markeder og festivaler, og Føde­varestyrelsen har igangsat kampagne med kontrol af fødevarevirksomheder den slags steder, så jeg kommer nok på marked ­eller til festival i arbejds­tiden denne sommer.

Ved alle kontrolbesøg om sommeren har jeg og mine kollegaer særligt vågent øje på, om føde­varer tilberedes og opbevares ved ordentlige forhold, herunder korrekt temperatur, og om håndhygiejnen er i orden.

Min egen ferie byder nok på en tur til Italien og en sejltur rundt i det sydfynske øhav. Jeg er helt tryg ved at spise ude i det danske sommerland. Før jeg bestiller, læser jeg nemlig altid rapporten fra seneste fødevarekontrol, som skal være synlig ved indgangen.

484A0798
Foto: Kåre Viemose

Jesper Lorenzen, 43 år

  • Tilsynsførende i Fødevarestyrelsen Sjælland/Fyn siden 2014
  • Uddannet procesteknolog med speciale i fødevarer
  • Bor i Faaborg