Specialist i broderi og vikinger på Nationalmuseet

“Hvis du spørger mig, hvad jeg har lavet i weekenden, så har jeg filtet tarme,” siger Katrine Gudmundsson med et lille smil, og peger over mod en bunke lange lyserøde pølser af filt, der ligger ved siden af fire små forknytte ansigter i samme materiale. Tarmene skal bruges til et Nornekostume, der er en del af Nationalmuseets sommersatsning “Ragnarok – verdens undergang er nær”, hvor de gamle nordiske guder og væsener for en stund flytter ind på museet i skikkelse af udklædte skuespillere.

“I nordisk mytologi er der beskrevet tre norner, der væver menneskenes livsbane med tarme, med menneskehoveder som vævevægte. Og det er det jeg prøver at lave et udsnit af til denne her dragt, så man får fornemmelsen af, at her er en Norne, der har saksen, der kan klippe en livstråd over. Vi valgte filtmaterialet fordi der i Hedeby er fundet er maske af filt, som formentlig har været en dyremaske. Så vi forsøger at tage udgangspunkt i de materialer, der har været brugt.”

Katrine Gudmundsson er projektleder i Natio­nalmuseets udviklingsafdeling. Senest har hun været med til at realisere museets store udstilling “Togtet” og før det Jim Lyngvilds nyfortolkning af museets eksisterende vikingeudstilling. I øjeblikket sidder hun og forbereder den kommende udstilling “Danefæ”, der åbner til januar. Når hun altså ikke lige sidder og filter tarme på det lille værksted, der er indrettet i et snævert sidelokale til udviklings­afdelingens fælleskontor. Et værksted, der myldrer med kreativitet – udtryksfulde masker i filt ligger henslængt på bordet, på væggen kæmper tegninger og materialeprøver om pladsen: Her et lille broderi, et fiskeskind, en tegning af Odin med et øje og handsker som flaksende ravne.

Indblik i nye fagområder

Det håndgribelige arbejde med kostumerne til Ragnarok er en tilbagevenden til rødderne for Katrine Gudmundsson, der er uddannet tekstilformidler fra det tidligere Haandarbejdets Fremme UCC, hvor hun specialiserede sig i historiske dragter, kostume og broderi. Suppleret med en kandidat i Kultur og Formidling fra Syddansk Universitet. Mellem sin professionsbachelor og kandidatuddannelse arbejdede hun i nogle år med kostumer til film og teater, og troede egentlig, at det var den vej hun skulle gå. Men en praktik på Nationalmuseet førte til først en række projektansættelser og siden, i 2021, en fastansættelse som projektleder. I sit daglige virke er hun derfor mest den der faciliterer og sørger for de helt rette mennesker til at udføre arbejdet med udstillingerne samt holder tråd i det væld af forskere, håndværkere, teknikere og eksperter, der skal til for at realisere en stort anlagt udstilling.

“Da jeg arbejdede med ‘Togtet’ arbejdede jeg stort set ikke med tekstiler i to år. Jeg kan pege på et metalrør, jeg har camoufleret med stof, det er det.”

Til gengæld har hun fået indblik i et væld af meget forskellige fagområder.

“I udstillingen er der nogle dukker, der er rekonstrueret ud fra rigtige skeletter ved hjælp af retsmedicinsk 3D-teknologi. Der var jeg blandt andet i kontakt med Panuminstituttet, der skulle vurdere højde ud fra længden på lårbensknoglen, Lejre Tekstilværksted, der sørgede for, at tøjet så korrekt ud. Vores egne tekstilforskere, den svenske kunstner Oskar Nilsson, der har lavet dukkerne, den perlemager, der har rekonstrueret perler fundet i graven og det engelske firma, der skulle lave soklen, hun står på. Alt det var det mit ansvar at holde styr på. En stor del af mit arbejde er at finde de helt rigtige fagkompetencer, gribe de gode ideer og finde ud af, hvordan de kan blive realiseret indenfor de rammer, museet nu kan i forhold til økonomi, miljøkrav, sikkerhed og andet.”

Intet er “bare lige”

Lige nu gælder det “Ragnarok”.

På det lille værksted ved siden af tarmene ligger en grå maske. Dens ene øje afslører, at det er selveste Odin, der er under tilblivelse. Inspirationen er en lille to centimeter høj sølvfigur fra Nationalmuseets samling med et aflangt, abstrakt ansigt. Til “Ragnarok” er den rekonstrueret i en blanding af filt og spraymalede liggeunderlag, der giver en god bevægelighed og er lette at have på. Til et event som “Ragnarok” er det udtrykket snarere end den historiske korrekthed, der er i højsædet. Til forskel fra “Togtet”, hvor to gamle dragter er blevet rekonstrueret ned til mindste detalje: ulden er kartet, stoffet er håndvævet og indfarvet med de planter, der blev brugt dengang.  Broderimønstrene er fundet på fragmenter, der ligger ved siden af i en beskyttende montre, skrøbelige og møre, helt mørkebrune af at have ligget i jorden, men stadig med et tydeligt mønster af ansigter og hænder. På vej gennem udstillingen stopper Katrine Gudmundsson op ved montren.

“Det her fragment er fundet i Mammengraven. Det er blevet genskabt på dragten du ser derovre, men desværre sidder broderiet på ryggen, så man kan ikke se det, fordi der er en pelskappe ud over. Jeg sidder stadig og prøver at overbevise nogen om, at vi skal investere i endnu en gine, som pelskappen kan sidde på, så man kan se broderiet. Fordi det er så ikonisk.”

Men med sin håndværksbaggrund ved Katrine Gudmundsson om nogen, at der ikke er noget der hedder “kunne man ikke bare lige”. Alt hænger sammen og selv den mindste ændring indebærer en hel række procedurer.

Samarbejde og lange lister

I stedet har hun derfor planer om at bruge sin egen version af broderiet til Odins dragt i “Ragnarok”.

“Der er en lille figur i udstillingen af Odin, der sidder på en trone, hvor han har borter foran. Så det vil jeg også gerne have.” 

Med kun to uger til “Ragnarok” løber af ­stablen, ved Katrine Gudmundsson dog godt, at tiden er knap.

“Så det kan være det er weekenderne, der skal tages i brug til det. Når jeg endelig får lov at brodere ting, ender det ofte med at være lidt udenfor arbejdstid. Fordi jeg bare ikke kan lade være. Når nu man har et hjerte, der banker for broderi, er det sjovt at møve det ind alle de steder, man kan.”

Hun glæder sig dog også til at kunne dedikere sig til “Danefæ” på fuld tid igen.

“Det har været rart at få en snert af det håndværksmæssige, men det er også rart at komme tilbage til computeren. Lige nu sidder jeg i den fase, hvor det gælder om at få hyret de rigtige mennesker til at lave tekster til udstillingen, så vi kan få dem til oversættelse og korrekturlæsning, få styr på hvilken indretning, der skal være med og hvornår arkitekten har tid til at indrette, så vi kan få maleren sat i gang i ordentlig tid. Og så selvfølgelig genstandslisten: Hvad skal vi have med? Hvor meget skal vi have med? Og hvor mange findere skal vi have med? For når man taler Danefæ, er finderens historie jo altid interessant. Hvor mange montrer skal vi have? Vil det kræve ekstra sikring, fordi vi udstiller en masse guld? Er der særlige miljøkrav? Vi skal have vores klimamand ind over, så han kan vurdere, om lyset bliver for stærkt. Og hvad sker der, når vi sætter en metaldetektor ind i udstillingen? Vil den forstyrre alle alarmerne med magnetfelter? Der er en hel masse praktiske ting, jeg skal have styr på. Men heldigvis i samarbejde med en masse fagkyndige mennesker herinde.”

Og når der bliver lidt luft i kalenderen, vil hun arbejde for at få flere håndarbejdsorienterede projekter ind på museet.

“Det er sjovt når museet begynder at engagere folk og give dem mulighed for at få noget mellem hænderne. Det er oplagt, for der er så mange ting på museet, så mange historier, der kan fortælles gennem de hænder, der har udført dem.”

Men indtil videre får hun afløb for sin broderi­passion som næstformand i Dansk Tekstillaug og som underviser og foredragsholder på Københavns Broderifestival. Og på sene weekendaftener når hun filter tarme eller broderer historiske borter til Odins kofte.