Stik med attitude
Mange har nok prøvet at stå med et skab eller et køleskab, hvor stikket til kontakten fylder så meget, at det er svært at få plads til hjemmets nye møbel eller hårde hvidevare.
Blandt andet derfor fik designer og partner i Designerstik Anders Thorngaard ideen til at konstruere en flad stikprop.
“Det er træls at have sådan en stor adapter bag for eksempel et køleskab, og det problem ville vi gerne løse,” siger han.
Anders Thorngaard, der har en uddannelse som maskiningeniør i baghånden, havde dog også en anden mission: at skabe en stikprop, der levede op til den danske designtradition.
“Jeg synes sådan set, vi har pæne stikkontakter i Danmark, men stikkene er ofte klodsede. Derfor ønskede jeg at designe et stik med en stilren og skandinavisk feel. Det synes jeg, vi fik med et fladt og vinkelret stik med hvælvet overflade og skarpe linjer,” siger han.
Et ben til jorden
Det er nogle år siden, at stikproppen med sine kun 11 millimeter blev lanceret som den fladeste af sin slags i Danmark.
Til sammenligning er andre stikpropper i gennemsnit 37 millimeter høje.
Senest har Anders Thorngaard tilføjet et jordben, hvilket vil sige det tredje lille ben til stikkontakten, som gør, at strømmen slår fra, hvis der er problemer.
“Ved fejlstrøm slår HPFI-relæet fra. Det kan du ikke uden det tredje jordben. Derfor er det specielt relevant steder, hvor der er metal og vand,” siger han.
FORM findes i sort og hvid og leveres med en høj overdel til stikdåser og en flad overdel til vægudtag. Man kan selv montere det på en hvilken som helst ledning.
“Det kan jo være, at man står med et stykke flot design og ærgrer sig over, at stikket ikke passer til. Der håber vi, at vi kan være med til at skabe en smukkere helhedsoplevelse,” siger Anders Thorngaard.
FORM er fladere end andre stikpropper og har nu fået et ”jordben”, som gør det sikkert at bruge i køkkenet.