Streetwear vinder designpris
Nikolaj Storm er blevet stillet det samme spørgsmål mange gange:
“Hvordan er det at arbejde med bæredygtighed i modebranchen, der er kendt for at være en klimasynder?”
Hver gang har han svaret, at det er en selvfølge for ham og andre unge designere.
“I dag er vores uddannelse bundet op på bæredygtighed, så jeg ser det ikke som et valg, jeg træffer. Det skal ganske enkelt være bæredygtigt, og det aspekt skal tænkes ind fra starten,” siger designeren, der for tre år siden tog sin afgang fra KADK, og som siden har skabt sit eget brand, Nikolaj Storm Copenhagen.
Ved den seneste modeuge i København modtog han en pris for sin SS22-kollektion. Prisen blev uddelt af Copenhagen Fashion Week i samarbejde med shoppingplatformen Zalando. Dommerne lagde vægt på, at det er: ...lige præcis den slags mode, som forbrugerne har ventet på for at lære, at bæredygtigt tøj kan være modigt, farverigt og fyldt af sprudlende glæde.”
Det er blandt andet materialevalget, som har udløst prisen. Herunder det, der hedder rPET i fagsprog. Det står for recycled Polyethylene og er som oftest produceret af plastikflasker, plastikaffald og fiskenet, fortæller Nikolaj Storm, som også bruger materialet EcoVero.
“Det er mere bæredygtigt end viscose, fordi produktionen bruger mindre vand og udleder mindre C02. Begge dele produceres i træflis, men EcoVero adskiller sig også, fordi man tracker, hvor træet kommer fra, og sørger for, at det stammer fra bæredygtig skovdrift,” siger han.
Kønsneutralt design
Dommerne lægger også vægt på, at kollektionen som udgangspunkt er tiltænkt mænd, men fungerer som unisex. Selv bruger Nikolaj Storm begrebet ‘kønsneutralt’.
“Der er jo også et bæredygtigsaspekt i, at tøj i 2021 ikke skal deles op på køn, men at det er lavet til kroppe. Dem, der gerne vil have det, skal da have lov til at købe det. Alt andet ville være mærkeligt i mine øjne,” siger han og uddyber sit valg af farver:
“Specielt i Danmark har vi jo en tendens til at klæde os en lille smule trist. Jeg vil gerne bringe glæden tilbage i moden og vise, at man kan lave noget, der er både farverigt og bæredygtigt. Mange tror stadig, at bæredygtighed er lig med nedtonede jordfarver,” siger han.
Nikolaj Storm
- 30 år
- Har en bachelor i beklædning og en master i fashion fra Designskolen i København, KADK.
- Indehaver af brandet Nikolaj Storm Copenhagen