Styrk dine chancer, når du søger job
TL’s jobsparringsordning klæder medlemmerne på, når de skal søge job. En times personlig samtale hjælper dig med at få styr på dine kvalifikationer og kompetencer.
”Vi stiller spørgsmål, som afdækker, hvad du er god til, hvilke arbejdsopgaver du har haft, og hvad der motiverer dig,” siger Aino Faurbye, der er en af TL’s karrierekonsulenter.
Hun oplever, at mange medlemmer har svært ved at gøre deres kompetencer konkrete.
”For eksempel var der et af vores medlemmer, som fortalte, at han var ”innovativ”. Men hvad dækker det over? Jeg bad ham komme med et eksempel.”
Sådan gør du
En jobsparringssamtale varer en time, og du bestemmer selv, om den skal foregå over Skype, telefon eller ved et personligt møde.
For at få en samtale skal du blot sende en SMS til 1230 og skrive ”TL”. Herefter bliver du ringet op for at aftale et tidspunkt, som passer dig.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til Aino Faurby på ach@tl.dk.
”Han fortalte, at han havde et studiejob i en Aldi, hvor de solgte bake-off brød. Aldi har også brunsvigere i deres sortiment, men af en eller anden grund blev det ikke solgt i den Aldi, hvor han arbejdede – selvom den lå på Fyn. Han foreslog derfor, at de tog brunsvigere med i sortimentet, og det endte med at blive en kæmpe succes,” fortæller Aino Faurbye.
”Sådan en historie viser, at han er innovativ. Og den er nemmere at forholde sig til som arbejdsgiver end ordet ”innovativ”, der kan dække over alt muligt. Men det kan være svært at komme i tanke om historien selv, hvis ikke man bliver spurgt. På den måde kan man opdage nye sider af sig selv.”
Husk at bruge LinkedIn
Siden juni sidste år har mere end 200 medlemmer taget imod tilbuddet om jobsparring.
”Oprindeligt var tilbuddet kun for nyuddannede. Men vi fik flere og flere henvendelser fra andre medlemmer, som også var interesserede. Så nu har vi udvidet ordningen til at gælde for alle,” siger Aino Faurbye.
Og det er ikke kun ledige, som henvender sig.
”Vi møder også en del medlemmer, der er i arbejde, men som overvejer at skifte job. Her er det en god idé at være aktiv på LinkedIn, inden man bliver ledig. Det er nemmere at bruge sit netværk, når man er i arbejde. For eksempel er det en god idé at spørge sine kolleger, om de vil skrive en anbefaling på LinkedIn. Kollegerne ved tit mere om ens arbejde, end chefen gør.”
På LinkedIn er det vigtigt, at man bruger de rigtige overskrifter.
”Overskriften skal indeholde de rigtige søgeord. Hvis du er teknisk designer kan søgeordene for eksempel være Revit, MS Project og Lean. Det er den slags ord rekrutteringsbureauerne søger på, når de skal finde kompetente medarbejdere til en virksomhed”.