Innobattery
Innocells superkondensator egner sig til kortvarig lagring af energi og har potentiale til at blive en vigtig brik i den grønne omstilling.

Superkondensator med vand og nøddeskaller

Teknik Fynsk startup-virksomhed vil gøre superkondensatorer billige og miljøvenlige med utraditionelle metoder.

Nøddeskaller er én af hoved­ingredienserne i en ny, billig og miljøvenlig superkondensator fra fynske Innocell.

“En superkondensator er en helt speciel klasse af kondensatorer, der kan indeholde langt mere energi end en almindelig kondensator. Derfor er de anvendelige i en mere bred kontekst til energi­lagring,” siger Steffen Thrane Vindt, adm. dir. og stifter af Innocell.

En superkondensator er en kondensator på steroider. Kondensatorer kaldes også kapacitorer og bruges vidt og bredt i elektronik. De har typisk en kapacitans målt i mikrofarad, mens superkondensatorer måles i farad – en million gange mere. Superkondensatorer har meget høj effekttæthed og egner sig derfor til kortvarig energilagring, f.eks. til fasestabilisering af elnettet.

Elektroder af nøddeskaller

De udnytter et fænomen ­kaldet Helmholtz’ dobbeltlag, som opstår på overfladen af en ­genstand i en væske. Væsken er i dette tilfælde en elektrolyt, og den har Innocell ­udviklet i en delvist vandbaseret udgave. Vand i elektrolytten har hidtil gjort det svært at opnå høj spænding, og derfor har branchen i stedet brugt det organiske opløsningsmiddel acetonitril. Elektrolytter med acetonitril er imidlertid dyre at masseproducere. Innocells hybridelektrolyt løser både vand- og prisproblemet, og den fynske superkondensator er også miljøvenlig. Elektrodematerialet er baseret på nøddeskaller, som vha. bl.a. pyrolyse omdannes til et aktivt kulmateriale med et overfladeareal på ca. 3.000 m2/g – tæt på det teoretisk maksimale.

“Kapacitansen er propor­tional med overfladearealet, og derfor ender man op med en kapacitans flere faktorer højere, end hvad der kendes fra andre kondensatortyper,” siger direktøren.

Teknologien bygger på Steffen Thrane Vindts egen forskning fra SDU, og inden årsskiftet skal superkondensatoren sættes i pilotproduktion.