COLOURBOX16984440.jpg
Niels Swanes praktiksted Solar Todae ligger helt centralt i Sydney. Det tog omkring 15 minutter at gå på arbejde.

Sydney tur-retur

Udlandet 27-årige Niels Swane, der læser til bygnings­konstruktør, tog på udveksling på den anden side af kloden – og det fortryder han ikke ét sekund. Forud for opholdet lykkedes det ham at skrabe over 80.000 kr. sammen i legatmidler.

Mere end 14.000 kilometer. Så stor er afstanden i fugleflugt fra Danmark til Australien, hvor Niels Swane for nylig var på udveksling.

Den 27-årige bygningskonstruktørstuderende valgte nemlig at bytte 6. semester i Odense ud med en praktikplads i Sydney. En beslutning, som han ikke har fortrudt.

”Jeg er blevet meget mere selvstændig. Det bliver man, når man flytter så langt væk fra sine vante omgivelser,” siger Niels Swane, som nu er i gang med 7. semester og sit speciale på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Samtidig har den kommende bygningskonstruktør også fået et internationalt netværk i branchen, som han fremover kan trække på.

Dels hos Todae Solar, som er den internationale solcellevirksomhed, hvor han var i praktik og dels blandt de tidligere kolleger, fortæller Niels Swane.

”Todae Solar har tradition for at tage internationale praktikanter, og mens jeg var der, var vi omkring 15 praktikanter fra blandt andet Tyskland og Holland.”

Todae Solar.jpg
Praktikstedet Todae Solar afviklede forskellige sociale arrangementer for praktikanterne, og det fungerede godt i forhold til at blive rystet sammen.

 

Søgte omkring 45 legater

Men Niels Swane har også knoklet for praktikopholdet. Han fandt nemlig ud af, at man som studerende i langt højere grad selv skal planlægge opholdet, når man søger uden for Europas grænser.

”Skolen har bedre mulighed for at hjælpe, hvis man søger praktik i Europa, og man har også andre muligheder for at søge midler til praktikken,” forklarer Niels Swane og fortsætter:

”Legaterne var afgørende for, om jeg kunne komme af sted. Jeg havde en lille opsparing på 20.000 kroner. Resten af finansieringen kom fra legaterne.”

Niels Swane endte med at søge op mod 45 forskellige legater, hvor fem af dem indbragte ham de cirka 80.000, som han manglede.

”Jeg fandt en bog om legater på skolens bibliotek og satte mig med en stak gule sedler og gik så i gang med at få et overblik,” siger han.

Derudover købte Niels Swane hjælp hos fundraising.how – en dansk virksomhed, som skræddersyer en relevant liste med legater til den enkelte studerende.

Udveksling gavner CV’et

Nogle af pengene fra legaterne gik også til hjælp til at finde en praktikplads og til at finde et sted at bo i Sydney, siger Niels Swane.

”Jeg tog kontakt til Studysea (dansk studievejledning til studerende, som vil i praktik i udlandet, red.), der satte mig i forbindelse med Internships Downunder. De hjalp med praktikpladsen og et sted at bo, og hvis jeg havde brug for hjælp dernede, skulle jeg bare ringe,” siger Niels Swane, der gav omkring 10.000 kroner for hjælpen fra Internships Downunder.

Niels Swanes praktikophold begyndte i juni 2018 og sluttede i december samme år.

Han mener ikke, at man skal tage af sted for at få en faglig udfordring. Men man skal tage af sted, hvis man vil udfordre sig selv på det personlige plan, siger han.

”Jeg har rykket mig som menneske og fået prøvet nogle grænser af, f.eks. at møde nye mennesker og forsøge at finde rundt i en storby som Sydney,” fortæller han.

Niels Swane håber også, at praktikopholdet i Australien kan hjælpe ham i jobsøgningen, når han om kort tid kan kalde sig bygningskonstruktør.

”Forhåbentlig kan en kommende arbejdsgiver se, at jeg kan arbejde selvstændigt, og at jeg ikke er bange for at udfordre mig selv.”

Niels’ 3 bedste råd

  1. Forbered dig i god tid og få overblik over de legater, du skal søge.
  2. Find grupper på Facebook for andre danskere i udvekslingslandet, så du har nogle at hænge ud med, mens du er væk.
  3. Tag af sted – også selvom det er uden for din comfortzone. Udfordr dig selv!

Vil du også på udveksling?