Teknikere på Nørrebro stod bag TL
For hundrede år siden lå det meste af verden i skyggen af Første Verdenskrig. Selvom Danmark ikke var direkte involveret i krigen, havde rationering, sortbørshandel og inflation en stor negativ indflydelse på den almindelige danskers hverdag.
Herunder også datidens tekniske funktionærer, der arbejdede i den gryende danske industrialisering.
Krigen og industrialiseringen havde gjort markedskræfterne til herre over deres hverdag, og årene hvor man som teknisk funktionær kunne opretholde en fornuftig levevej som selvstændig var slut.
Et af de steder, hvor arbejderne mærkede utryghed og løntrykkeri fra storkapitalen, var på Titan a/s, der dengang producerede elektromotorer på Nørrebro i København.
Det var da også ingeniører fra selvsamme maskinfabrik, der en torsdag i april 1919 indbød teknikere fra otte lignende københavnske virksomheder til et fagligt møde.
Formelt var det ikke aftalt, at dette skulle være startskuddet på en egentlig organisering af datidens teknikere, men i de indledende indlæg, blev der talt om de dårlige lønforhold og tankerne om at organisere sig for at forbedre forholdene.
Arbejderkampen var et paradoks
For mange af de fremmødte lå en organiseret kamp for forbedringer af løn og arbejdsvilkår langt fra deres selvopfattelse. Mange var det, vi i dag ville kalde mellemledere, og de følte sig givetvis lige så tæt forbundne med ledelsen af virksomhederne som med de menige arbejdere.
Den danske fagbevægelse havde indtil da været ført an af arbejderne, og det var også dem, der havde opnået resultater om løn og arbejdstid.
Det satte teknikerne i en paradoksal situation:
UDEN kamp med virksomhedsejerne havde de svært ved at opnå forbedringer, der distancerede dem
til arbejderne, og MED klassisk arbejderkamp kom de tættere på den arbejderklasse, de gerne ville distancere sig til.
Mødet i april 1919 var derfor tæt på at kuldsejle, men en ingeniør Worsøe fra Titan a/s insisterede på, at noget skulle vedtages.
Man fik derfor stemt et arbejdsudvalg igennem, der skulle udarbejde principper for en stiftelse af et forbund.
Oplægget for organisationen var, at den skulle samle alle tekniske. privatansatte funktionærer over hele landet, såvel mænd som kvinder, der kan henregnes under ingeniør- og konstruktørpersonalet, uanset hvilken stilling de sidder i.
Teknisk Landsforbund var undfanget, og den 26. juni 1919 blev der afholdt stiftende generalforsamling.
De første lokalafdelinger
Selvom det var et landsforbund, der var stiftet, var der naturligt brug for lokale afdelinger. Hurtigt kom Aalborg, Aarhus, Horsens, Odense og Kalundborg med lokale afdelinger.
Fælles for byerne var at der lå store virksomheder med mange teknikere ansat.
Teknisk Landsforbund fylder 100 år i år.
I en serie på seks artikler fortæller Teknikeren historien om forbundets første 100 år, slår ned på historiske temaer og giver indblik i den tekniske faglighed og de specialiserede mennesker, der har været TL’s fundament i 100 år.
Denne artikel er primært baseret på bogen ‘Teknikere i bevægelse’ af Kenn Schoop, som blev udgivet i forbindelse med forbundets 70-års jubilæum i 1989.
En ildsjæl på cykel
I modsætning til ledelsen af forbundet så ingeniør Edvard Enselmann ikke Teknisk Landsforbunds neonreklame på Vesterport i København som tilstrækkelig i medlemshvervningen.
I 1931 var han ramt af arbejdsløshed, og benyttede chancen til at cykle rundt og agitere for medlemskab af TL.
Først koncentrerede han sig om midt- og nordjyske byer, men blandt andet også Nordsjælland, Falster og Sønderjylland fik besøg af cykelagitatoren.
Det var en utaknemmelig opgave, som man kunne læse i Enselmanns indlæg i fagbladet Teknikeren:
I Kalundborg besøgte jeg fire mennesker. Kun een kunne eventuelt senere tænke sig muligvis at træde ind. I Hillerød var ni.
To var interesserede. Derefter kom turen til Esbjerg, hvor jeg besøgte femogtyve, der var optagelsesberettigede. Syv var mere eller mindre interesserede. En del var selvstændige og fire var gået over i andre erhverv …
Enselmanns cykeltur var tilsyneladende ofte op ad bakke, og et godt billede på udfordringerne i den tidlige organisering.
F.eks. Frichs Maskinfabrik og De Forenede Jernstøberier i Aarhus; Thomas B. Thrige i Odense og København samt Sturhs Skibsværft i Aalborg.
I det hele taget kom mange medlemmer fra skibsværfterne i den tidlige organisering.
Stilfærdig start
I de første år efter stiftelsen af forbundets var levetiden forholdsvis stilfærdig. En markant årsag var formentlig en ufokuseret medlemshvervning.
Man var nemlig internt uenige om måden at indfange nye medlemmer på, og man satsede i høj grad på ‘mund-til-mund-metoden’ frem for f.eks. demonstrationer som arbejderne.
‘Mund-til-mund-metoden’ havde dog begrænset effekt, da teknikerne og ingeniørerne ofte kun udgjorde en meget lille del af arbejdspladserne.
Apolitisk forbund tur-retur
En anden årsag til den stille tilværelse i opstartsårene var sandsynligvis, at forbundet havde besluttet at være upolitisk efter datidens engelske forbillede.
Ophavsmændene til forbundet identificerede sig nemlig mere med konservative ideer end med socialismen, som arbejderbevægelsen traditionelt bekendte sig til, og man så flere ulemper end fordele ved at agere partipolitisk.
Som forbund undlod man derfor at markere sig politisk, og var derfor usynlig for potentielle medlemmer.
Efter ti år uden egentlig politiske udmeldinger brød formanden Axel Schlanbusch dog forbundets anonyme tilværelse. Han proklamerede, at han håbede på et regeringsskifte, da den daværende Venstreregering “fører en alt for hårdhændet politik overfor arbejdere og funktionærer”.
I 1929 bliver Thorvald Stauning igen statsminister for en socialdemokratisk regering, og der samarbejdes bl.a. om arbejdsløshedskassernes vilkår.
Partipolitikken bliver således ad omveje indlemmet i forbundet.
Formelt bliver Teknisk Landsforbund i 1994 medlem af Landsorganisationen LO – i dag FH – der historisk har tætte bånd med socialdemokratiet.
I 2000 beslutter hovedbestyrelsen i Teknisk Landsforbund dog at gøre forbundet fri af partipolitiske interesser. Dermed gik man retur til de oprindelige tanker ved stiftelsen i 1919, hvilket også er status
i dag.
Forud for sin tid
På trods af den noget sene organisering set i forhold til arbejderne, var sammenslutningen af den tekniske arbejdskraft i mange henseender forud for sin tid.
Det var faktisk først efter Anden Verdenskrig, at forbundet langsomt men sikkert voksede sig stort og stærkt. Den helt store vækstperiode ligger mellem 1950’erne og 1970’erne.
I den periode bliver samfundet gennemsyret af teknologiske fremskridt, der skriger på teknisk og kreativ viden.
Der blev derfor uddannet langt flere med kreativ, teknisk viden end tidligere, hvilket naturligt gav et større medlemsgrundlag.
I jubilæumsåret 1989 rundede medlemstallet 30.000, hvilket er stort set det samme som i dag.
