Tillykke til den nye regering
Torsdag fik Danmark en ny regering, da statsminister Mette Frederiksen udpegede 19 socialdemokratiske ministre.
TL ønsker den nye regering velkommen.
”Der er mange gode takter i det forståelsespapir, Socialdemokratiet og det parlamentariske grundlag har fremlagt. Derfor er jeg optimist, når det gælder fremtiden for landets lønmodtagere, og jeg ser frem til et godt samarbejde,” siger Lone Engberg Thomsen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund
Før valget havde TL tre ønsker til en nye regering.
To af dem ser ud til at blive indfriet.
Der er nu et politisk flertal for at afskaffe 2%-besparelserne på uddannelserne.
”Det er helt afgørende for vores uddannelser, og dermed vores ungdoms fremtid, at vi får fjernet 2%-besparelserne på uddannelsesområdet. De mange milliarder den tidligere regering sparede på området, er gået hårdt ud over vores uddannelser,” siger Lone Engberg Thomsen.
Styrk arbejdsmiljø og dagpenge
Et andet ønske var en højere prioritering af arbejdsmiljøet.
Før valget blev et flertal enige om at tilføre Arbejdstilsynet et millionbeløb, efter at det er blevet beskåret gennem 10 år.
”Det er rigtig fint, at Arbejdstilsynet får tilført flere penge, men vi savner stadig en større indsats, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Det håber vi, den nye regering vil prioritere højt,” siger Lone Engberg Thomsen.
Endelig havde TL et ønske om at få styrket vores fælles sikkerhedsnet, deriblandt dagpengesystemet.
”Vi skal have stoppet udhulingen af dagpengene. Det er vigtigt, at vi har et sikkerhedsnet, der reelt kan gribe os, hvis vi falder. Derfor vil vi presse på for bedre vilkår og muligheder for dem, der bliver ledige,” siger Lone Engberg Thomsen.
Det vil de gøre
Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale er enige om et forståelsespapir, der skal danne grundlag for det politiske samarbejde i fremtiden.