Lone Engberg Thomsen_5.jpg
Lone Engberg Thomsen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund

TL: Finanslov med lovende takter, men…

Politik Regeringen leverer, når det gælder uddannelse, klima og arbejdsmiljø, men der er hængepartier, mener TL.

Væk med 2%-besparelserne på uddannelserne.

460 millioner kroner ekstra til Arbejdstilsynet.

Og en vilje til et grønnere Danmark.

Regeringen viser i sin første finanslov lovende takter ifølge TL.

”Jeg er glad for, at regeringen fjerner 2%-besparelserne på vores uddannelser. De har udløst mange fyringer og betydet ringere uddannelser. Vi har brug for det stik modsatte, og det er vi glade for, regeringen er enige i,” siger forbundsformand i TL Lone Engberg Thomsen, der også sætter pris på de ekstra penge til Arbejdstilsynet.

De 460 millioner kroner, Arbejdstilsynet tilføres over de næste tre år, er en del af den politiske aftale, den forrige regering fik vedtaget tidligere på året.

Vilje til grøn omstilling

Når det gælder klimaet og den grønne omstilling får regeringen både ris og ros.

”Det er godt at se en vilje til en grøn omstilling for Danmark, men jeg havde håbet på flere konkrete initiativer. De kommer forhåbentlig snart,” siger Lone Engberg Thomsen.

Til gengæld savner hun, at der tages bedre hånd om de ledige.

”Desværre har regeringen ikke stoppet udhulingen af dagpengene. Vi har brug for et solidt sikkerhedsnet, der griber folk, når de mister deres job og hjælper dem frem mod det næste job. Det er et af grundlagene for et stærk og fleksibelt arbejdsmarked,” siger Lone Engberg Thomsen, der også savner initiativer på det psykiske arbejdsmiljø.

”Vi har også brug for en større indsats, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Både til at forebygge og til at få anerkendt psykiske arbejdsskader på lige fod med de fysiske. Der savnede jeg initiativer,” siger Lone Engberg Thomsen.

Regeringens forslag til finanslov 2020 blev fremlagt i dag.

Nu skal den se, om den kan samle et flertal for finansloven.

Regeringens udspil til Finanslov 2020

Læs udspillet