Grafen1305.jpg
Grafen består af et enkelt lag kulatomer, som er under en milliontedel af én millimeter tykt. I 2014 gik Nobelprisen til to forskere, A. Geim og K. Novoselov, der havde opdaget grafen.

Vidundermateriale rykker tættere på gennembrud

Teknik Grafen er stærkere end stål og 20.000 gange tyndere end køkkenfolie. Det kan blive et vidundermateriale til mobiltelefoner, vandteknologi og elektronik, hvis man kan finde den helt rigtige anvendelse.

Det er ikke så sært, at grafen er blevet kaldt et vidundermateriale, siden det blev opdaget i 2004.

Det er 200 gange stærkere end stål, leder elektrisk strøm bedre end kobber, er gennemsigtigt, og så er det så tyndt, at det er todimensionelt. Grafen består af bare ét lag kulstofatomer, der er 20.000 gange tyndere end køkkenfolie.

”Grafen er et virkeligt underligt og anderledes materiale, end hvad vi normalt arbejder med. Men det har nogle materialeegenskaber, der er ekstremt interessante,” siger Peter Bøggild, der er professor på DTU Nanotech og forsker i grafen.

Bøjelige mobiltelefoner
Læg dertil, at grafen rent faktisk er til at producere i større skala, selvom prisen pr. m2 ifølge Peter Bøggild stadig ligger i den høje ende.

Den kinesiske virksomhed Moxi Group fremstiller i dag mobiltelefoner, der indeholder grafen i både touchskærm og batteriteknologi, og i USA har forskere på MIT for nylig udviklet en metode til at massefremstille lange grafenruller.

Kvalitetssikringen af det ekstremt tynde materiale er fortsat en udfordring, hvilket Peter Bøggild og hans kolleger på DTU bl.a. arbejder med.

Men ellers er den helt store barriere, at materialet stadig er så nyt og ukendt, at man ifølge den danske professor endnu ikke har fundet anvendelser, der kan omtales som deciderede gennembrud.

For bliver verden nødvendigvis et bedre sted af bøjelige mobiltelefoner?

Ideer pibler frem
”Der findes allerede en del kommercielle grafenprodukter på markedet. Men der er ikke nogen, hvor jeg tænker: Det her kommer til at ændre verden,” som Peter Bøggild udtrykker det.

Men ideerne pibler frem. Forskere og virksomheder arbejder på grafenbaserede filtre til rensning af drikkevand, superkapacitatorer og billedsensorer, der ifølge Peter Bøggild kan slå eksisterende teknologier langt ud af banen.

Herhjemme arbejder blandt andre plastvirksomheden SP Group på at udvikle antistatiske belægninger indeholdende grafen.

Peter Bøggild
Grafen kan potentielt forandre vores verden, lyder det fra DTU-pro­fessor Peter Bøggild. Men det brede gennembrud mangler.