Vil du sende os personfølsomme data? Så skal du logge på Mit TL
Fremover skal du logge på Mit TL, hvis du har brug for at sende personfølsomme oplysninger til TL.
Det betyder, at digital kommunikation fra TL vil ske via Mit TL.
F.eks. omkring medlemskab og faglige sager.
Det skyldes, at e-mails ikke i tilstrækkelig grad beskytter dine oplysninger, efter at den nye persondataforordning trådte i kraft tidligere på året.
”Vi ønsker at være helt sikre på, at udvekslingen af personfølsomme oplysninger foregår på en sikker måde. Samtidig vil vi gerne give medlemmerne et overblik, så de altid kan finde relevante dokumenter i deres sager,” siger Søren Fogde, it-chef i Teknisk Landsforbund.
Personfølsomme oplysninger kan f.eks. optræde i sager om sygdom, opsigelse eller problemer på arbejdspladsen.
Du får et overblik
Løsningen på Mit TL vil give dig nogle fordele. Bl.a. vil du nu få et overblik over dokumenter og korrespondance i dine sager.
Når der er nyt til dig, får du tilsendt en sms. Husk derfor at tjekke, at dit mobilnummer er registreret korrekt på Mit TL.
Det vil stadig være muligt at e-maile til TL, men du vil modtage svar på Mit TL.
Du kan selvfølgelig stadig ringe til TL eller møde personligt op i din lokalafdeling, hvis du har brug for hjælp eller rådgivning.
Ny persondatalov skærper krav
- 25. maj 2018 trådte en ny persondatalov i kraft, der skærper kravene til bl.a. behandling af personfølsomme data.
- Derfor har TL lavet en persondatapolitik, hvor du kan se, hvordan TL behandler medlemsdata.