Volvo gør biler sikrere med dansk gaming-teknologi
Forestil dig, at du kommer kørende af sted på en landevej. Pludselig træder en elg ud foran din bil. Du foretager en hård opbremsning og undgår med nød og næppe et sammenstød med elgen, der potentielt kunne have haft fatal udgang for både dyret og dig selv.
En kollision med en elg er måske et særligt svensk tilfælde - men det er også bare et af de mange ulykkesscenarier, som den svenske bilproducent Volvo vil kunne udforske med en ny "ultimate driving simulator", der bl.a. gør brug af den danske 3D-spilmotor Unity samt virtual reality og mixed reality.
Tanken er at kunne nærstudere nye sikkerhedsteknologier samt, hvordan føreren reagerer i bilen under ulykker, uden at udsætte hverken fører eller bil for skader. Og dermed i sidste ende gøre bilerne mere sikre.
"Det lader os testkøre rigtige biler i trafikscenarier, som ser ægte ud og føles virkelige, men som kan indstilles med et tryk på en knap," udtaler Casper Wickman, der er leder af user experience i Volvo Open Innovation Arena.
Blander 3D med virkeligheden
Udover danske Unity, der leverer teknologien bag 3D-grafikken i simulatoren, arbejder Volvo sammen med det finske VR-firma Varjo og britiske Teslasuit, der fremstiller helkropsdragter med haptisk feedback.
Simulatoren omfatter også et bevægeligt førersæde og et rat med haptisk feedback, som installeres i en rigtig bil. Simulationen kan både udføres helt virtuelt, hvor føreren er udstyret med et VR-headset, der viser en realistisk 3D-verden, som køreturen finder sted i. Men Volvo har også udviklet en mixed reality-version, hvor simulationen finder sted på en rigtig testbane, og føreren både kan se den virkelige verden og få projiceret virtuelle 3D-elementer frem for sit synsfelt med en augmented reality-brille.
Med simulatoren vil Volvo bl.a. også kunne teste, hvordan nye selvkørende teknologier påvirker føreren af bilen.