Torben Levisen_Carsten Bundgaard_2000px.jpg
"Udviklingen går trods alt ikke stærkere, end at dygtige teknikere følger med, fordi de har lyst til at skaffe sig ny viden og kompetencer, når behovet opstår," siger produktionschef Torben Levisen, Linak.

”Behov for analytisk stærke teknikere”

Tema: Industri 4.0 i praksis Hvis en produktionsteknolog kan bruge data til løbende produktionsforbedringer, er det for Linak et godt alternativ til at ansætte en ingeniør, siger produktionschef Torben Levisen, som savner en 'hard core' teknisk efteruddannelse som teknikere kan tage ved siden af arbejdet.

Hvilke kompetencer er vigtige, når I ansætter teknikere?
”Vi har behov for teknikere, der er analytisk stærke og er i stand til løbende at finde forbedringer ud fra data, så vi hele tiden udvikler og forbedrer produk­tionen og gør Linak mere kon­kurrencedygtig. Hvis en produktionsteknolog kan bruge data til løbende produktionsforbedringer, er det for os et godt alternativ til at ansætte en ingeniør. Vores teknikere skal have en god teknisk og projektmæssig ballast, da de typisk i situationer og projekter tager rollen som projektleder.
Den meget fagspecifikke viden kan vi træne dem i, mens den rette personlighed og det rigtige ’Linak dna’ skal være til stede fra start. Fagligt skal de håndtere projektplaner, arbejde med Lean, lede projekter, arbejde i teams og have gode kommunikationsevner på dansk og engelsk.”

Hvordan skal teknikerne følge med den digitale udvikling?
”Udviklingen går trods alt ikke stærkere, end at dygtige teknikere følger med, fordi de har lyst til at skaffe sig ny viden og kompetencer, når behovet opstår.”

Hvad gør I for at give jeres teknikere digitale kompetencer?
”De deltager i kurser og gennem nye projekter ’snøkker’ (snuser, red.) de ny viden til sig ude i den store verden og får nye gode ideer, der kan implementeres i projekter. Jeg savner en ’hard core’ teknisk efteruddannelse for teknikere og ingeniører, som de kan forene med at arbejde. Eksempelvis en overbygning til en basis produktionsuddannelse.”

Ansætter du kun teknikere, der på forhånd er super skrappe til digitalisering?
”Vi ansætter mange nyuddannede og træner dem, typisk folk, vi har haft i praktikforløb. En af vores vigtigste rekrutteringskanaler er at fastholde dem efter praktikken. De skriver afgangsprojekt for Linak og får efterfølgende fast job hos os. Vi har grundige ansættelsessamtaler med studerende, før de kommer i praktik for at sikre et forhåbentlig langsigtet samarbejde.”

Torben Levisen

  • Senior Director Operation DESKLINE hos Linak, der producerer elektriske lineære aktuatorsystemer til især hospitalssenge,
    industrielle formål og hæve-sænkeborde.
  • Benytter automation og robotter i produktionen.
  • Har mere end 2.200 ansatte globalt og 1.200
    på fabrikken i Guderup på Als.