Fleksibilitet går begge veje

Debatindlæg Debatindlæg bragt i Berlingske 31. maj 2018.

Du tager en uddannelse. Du får job. Du møder dit livs lys. Du får børn. I køber hus. Og så med ét falder hammeren. En fyreseddel ud af det blå. Tre måneders løn og så er det ud af vagten. Heldigvis kan du læne dig op af det berømmede danske flexicurity-system. Du falder på en blød pude af tryghed, så du kan rejse dig og finde et nyt job. Eller gør du?

Med regeringens flaskehalsudspil strammes skruen endnu en gang over for landets ledige.

Det er stadig lige så let for en virksomhed at fyre en medarbejder som for ti år siden. Til gengæld er det blevet meget hårdere at være ledig. Fire års dagpenge er halveret til to. Og med regeringens udspil skal du nu tage arbejde, uanset hvor i landet det måtte være, hvis det er et såkaldt mangeljob.

Nyuddannede skal flytte efter alle job. Hvis du selv siger et job op – uanset hvor surt og elendigt – straffes du med seks uger uden dagpenge. Det virker som om, at landets politikere har glemt, at fleksibilitet går begge veje. At det at blive ledig ikke er noget, den ledige gør for at straffe samfundet.

Jeg har endnu ikke mødt en dagpengemodtager, der ikke gerne vil bytte sin tid i jobcenteret på motivationskurser for et job. Og mange vil endda gerne flytte eller køre langt efter jobbet. Det gør de allerede. Folk pendler på livet løs, så de kan highfive kollegerne om morgenen og yde deres, så samfundet og familien holder skruen i vandet.

Men de gør det frivilligt. Og sådan bør det være. Vi skal holde op med at møde de ledige med mistro og absurde krav. Vi skal have forståelse for, at det at være ledig ikke er et frivilligt karrierevalg. At ledige ikke bruger dagene på kunstmuseer.

I stedet skal vi huske os selv på, at fleksibilitet går begge veje.