20171107-Livarehab 04.jpg
Designer Lisbeth Nordahls CV er langt og imponerende, men nu bruger hun alle sine kompetencer i en helt anden arena end modeverdenens – på et syværksted i et rehabiliteringscenter.

”Jeg lærer dem at tage nålen i hånden”

Design Hun uddannede sig i det håndværk, hun elsker, byggede sit eget brand op og fik anerkendelse. Men en dag måtte designeren Lisbeth Nordahl erkende: ’jeg har tegnet kjoler nok’ og foretog en karrierekolbøtte. Nu underviser hun udsatte kvinder på centeret LivaRehab.

Adressen er et villakvarter på Frederiksberg, og man forventer at finde en herskabsvilla med højloftede rum, måske oven i købet velplejet stuk og smukke parketgulve. Kvinden, vi skal besøge, arbejder trods alt professionelt med design – flere af os kan huske hendes stærke signatur fra Hübsch Und, et af de første modebrands, der blev solgt fra et værksted på Istedgade.

Men forestillingen om omgivelserne kunne ikke være mere forkert. LivaRehab holder til i lokaler, hvor loftshøjden blev trykket ned engang i 80’erne, og hvor det bedste, man kan sige om laminatgulvene er, at de er nemme at vedligeholde.

Lisbeth Nordahls kontor er ligeledes meget … praktisk, præget af indædt travlhed og den særlige ånd, som eksisterer på steder drevet af socialt engagement.

Lisbeth Nordahl

  • 48 år. Uddannet beklædningsformgiver og voksen­underviser hos Haand­arbejdets Fremme i 1996.
  • Videreuddannelser: tilskærer, merkonom i ­markedsføring, Niels Brock.
  • Skabte brandet Hübsch Und og solgte engros med produktion i Polen frem til 2006.
  • Herefter ­designansvarlig hos Naja Lauf og ansat i ­marketingsstillinger hos Cph:Dox og Go-Card.
  • Fra 2015 designer og ­ansvarlig for sy-værksted, ­LivaCreation.

LivaRehab i København er et rehabiliteringscenter, der på sjette år hjælper socialt udsatte og marginaliserede kvinder. Selve foreningen blev oprettet i 2009 med det formål at arbejde ’mod skadevirkningerne af prostitution.’ Her er psykologer, socialrådgivere – og siden 2015 også en ansvarlig for LivaCreation, centerets værksted.

Designproces fra 0 til 100
Designer Lisbeth Nordahl er ansat i en socialøkonomisk rolle. Hun underviser i sy-værkstedet, hvor deltagerne lærer håndværket fra bunden og syr interiørprodukter.

Takket være centerets målsætning om ’empowerment af mennesker’ og Lisbeth Nordahls erfaring fra en lang design- og marketings-karriere bliver produkterne solgt i prestigebutikker, deriblandt Louisianas og Arkens designshops, samt i forretningen Stig P.

Det er en designproces, som går fra 0 til 100.

”Mange af kvinderne har aldrig syet et eneste sting, de har intet kendskab til håndværket – flere har oven i købet aldrig været på arbejdsmarkedet. Vi starter med et blankt stykke papir,” siger Lisbeth Nordahl, som er uddannet beklædningsformgiver hos Haandarbejdets Fremme i 1996.

Hvad er LivaRehab?

  • LivaRehab (Foreningen mod skadevirkninger af prostitution) blev grundlagt i 2011 og har siden da hjulpet ca. 600 mennesker, fortrinsvis kvinder, med at komme videre i livet og indgå i de fællesskaber, de har stået uden for i årevis.
  • Deltagerne nærer ofte en dyb mistro over for det offentlige og har brug for psykologisk støtte og sagsbehandlere for at klare sig.
  • LivaCreation er centerets sy-værksted, hvor deltagerne producerer interiørprodukter til bl.a. Louisianas designbutik.

www.livarehab.dk

Herefter har hun videreuddannet sig inden for så forskellige felter som skrædder og merkonom på Niels Brock.

Vi vender tilbage til designerens succes-år i 90’erne og 00’erne, men først skal hun have lov til at lade den sociale indignation skylle igennem sit kontor.

”Disse kvinder har oplevet svigt på svigt; de er ikke bare blevet tabt mellem to stole, de har fået lov til at blive liggende der. En del har været udsat for overgreb i en meget ung alder, rigtigt mange har været prostituerede. Det giver skader psykisk og fysisk,” fortæller Lisbeth Nordahl.

”Og ja, de er blevet ramt af kontanthjælpsloftet. En alenemor, der bor med sit barn, har 70 kroner til at leve for om dagen. Vi ser for eksempel, at en kvinde med sygdommen KOL fravælger medicin!”

”Vi lægger ikke bare tegninger ind på en hylde”
Lisbeth Nordahl lever tilsyneladende sit job. Det engagement, centeret fremmaner i deres ansatte, er meget større end det lillebitte værksted, hvor symaskinerne står skulder mod skulder.

Men hvordan griber du det an, helt lavpraktisk? Hvordan lærer man så hårdtprøvede mennesker et håndværk – og holder fast i kvaliteten?

”Jeg beder dem om at tage nålen i hånden. Helt enkelt. De skal lære et stykke arbejde fra a-å, og hvis noget går galt undervejs, er de nødt til at lave det om. Jeg er ikke strid, men hvis noget ikke er syet godt nok, kan det ikke kvalificere sig til at være design. Er man indstillet på at gøre ting om, at gøre dem færdige på en ordentlig måde, forbedrer det måske ens evne til at handle i andre henseender. Håber jeg.”

 

LivaCreations kollektion, der primært består af interiør-design. Lisbeth Nordahls stil ses bl.a. i mixet af denim og skind.

Alle, der er tilknyttet LivaCreation, lærer håndværket. Tilbuddet er ’beskæftigelsesfremmende’ og hjælper kvinder, der i mange tilfælde aldrig har haft et arbejde, tættere på selvforsørgelse. LivaCreation er en non-profit virksomhed, hvor overskuddet går til foreningens arbejde.

Kollektionen indeholder primært interiørdesign, for eksempel tehætter og puder, men Lisbeth Nordahl har som det nyeste tilføjet en taske til serien og drømmer om måske også at begå sig i børne-accessories. Ud over at undervise står hun for at udvikle mønstre, sælge og fakturere. Designeren er ligeså ambitiøs med disse ting, som hun var med sine egne kommercielle kollektioner.

”Det betyder meget for kvinderne i værkstedet, at de skaber noget cool med hænderne. På et tidspunkt tog vi på tur til Arken for at se vores produkter i butikken, og en af dem udbrød: ’Hvor er det fedt, at vi ikke bare lægger tegninger ind på en hylde.’”

Hvor er det fedt, at vi ikke bare lægger tegninger ind på en hylde.

En af de første med ­unika-værksted på Vesterbro
Og det er lige præcis dét, Lisbeth Nordahl aldrig har gjort – lagt ideer ind på hylder og glemt dem.

Hun var en af de første danske designere, som åbnede en værkstedsbutik på Vesterbro med sine egne unika-design i midten af 90’erne. Og slog igennem.

Hübsch Und blev hurtigt et populært mærke, og det lille firma transformerede sig til en engros-forretning med produktion i Polen og adskillige high end kunder i København.
Lisbeth Nordahl sad som en designende blæksprutte midt i foretagendet, som voksede og voksede.

Hvorefter trætheden meldte sig.

 

”Jeg var primus motor for det hele, og selvom jeg elskede æstetik, elsker æstetik, oplevede jeg en mæthed. Jeg løb nok sur i den cyklus, som mode kører rundt i. Men det værste var, da jeg fik produktionsvanskeligheder, sømmene gik op i nogle modeller, jeg mistede et par kunder. I 2006 besluttede jeg mig for at afvikle forretningen, også selvom der stod en investor klar.”

Lisbeth Nordahl tilføjer med tør selverkendelse:

”Jeg havde tegnet nok kjoler.”

Men der skulle gå flere år, før hun slap mode. Først blev hun hentet ind som designansvarlig for mærket Naja Lauf, hvilket betød endnu flere ­kollektioner, flere kjoler …

I dag har hun en lang og bred­spektret karriere bag sig, så glæden var stor over at finde en stilling, der rummer hele paletten: æstetik, kreativitet, marketing og det socialfaglige.

”Da jeg så stillingsopslaget til dette job, tænkte jeg: ja, ja, ja og ja.”