KimGrøntved1305.jpg

Mit nye job: ”Jeg vil lære noget nyt”

Teknik Arbejdsopgaver med udfordringer og mulighed for efteruddannelse øger Kim Gram Grøntveds arbejdsglæde. Det tilbyder hans nye job.

Hvorfor har du netop skiftet job?
Damgaard Automatik konstruerer specialmaskiner til mange forskellige behov og brancher, så der er aldrig to opgaver der er ens. Det kan jeg godt lide, og jobbet lød spændende, så jeg sagde ja til en jobsamtale, da jeg blev spurgt, om jeg kunne være interesseret. Jeg kendte flere, som arbejder her, og de havde anbefalet deres leder at kontakte mig.

Hvad er det mest tiltrækkende ved dit nye arbejde?
Vi er 24 medarbejdere i alt på virksomheden, og det er en god størrelse virksomhed for mig. Jeg har kontakt til alle afdelinger og sidder lige ved siden af de kollegaer, som jeg har mest samarbejde med om udvikling af nye maskiner. Jeg er en del af den afdeling, der laver den mekaniske del af maskinen, en anden afdeling med blandt andet elingeniører og automatik-teknikere står for det elektriske og programmeringen. Det har stor værdi, at vi sidder under

Kim Grøntved, 42 år

  • Uddannet produktionsteknolog, tidligere uddannet automekaniker.
  • Skiftede 6. august job fra konstruktør i Brüel Systems til konstruktør i Damgaard Automatik.

samme tag, og at jeg bare kan gå hen til deres skrivebord, hvis vi skal tale om opgaven. Der ikke langt fra tanke til handling, vi har et godt sammenhold, og stemningen er god. På større arbejdspladser har jeg oplevet, at afdelingerne har mindre med hinanden at gøre.

Hvad er de største udfordringer i dit nye job?
Jeg har egentlig ikke mødt de store udfordringer. Vi bygger andre maskiner, end jeg har prøvet før, så der er viden, jeg ikke besidder og skal opbygge. Det sker gradvist, og det har der været stor forståelse for. Jeg har ikke måttet læse op i ugevis på noget emne eller tage på kursus. Jeg byggede også maskiner i mit tidligere job, så jeg kunne stort set udføre jobbet fra dag ét, og på min nye arbejdsplads bruger vi et tegneprogram, jeg er vant til.

Hvad gør dig glad på arbejde?
Opgaverne og kollegaerne, og så kan jeg også godt lide, at komme på kurser og efteruddannelse engang imellem. Efter fire måneders ansættelse skal jeg på et seminar i Tyskland hos en underleverandør i tre dage og lære om pneumatik, det vil sige brug af luft under tryk. Det er relevant for mit job og i mit fag, hvor udviklingen går vanvittigt hurtigt. Samtidig er det min erfaring, at det altid bidrager med noget godt at komme ud og lære nyt.

Hvad savner du fra dit gamle arbejde?
Jeg savner nogle af kollegaerne, og jeg har fået over en time lagt til min daglige transporttid. Før kunne jeg cykle, nu kører jeg 45 kilometer hver vej. Det er et lille minus, men min nye arbejdsplads er meget medgørlig. Jeg har to mindre børn og betingede mig ved jobsamtalen, at jeg kunne få fire dages uge, så det har jeg i otte måneder. Det er super dejligt, og selvom alle har travlt, brokker ingen sig over, at jeg har en ugentlig fridag.