Penge1305.jpg

Nye regler for dagpenge til selvstændige

TL Nyt Læs her om de nye muligheder, og hvad du skal være opmærksom på, når der kommer nye dagpengeregler for selvstændige 1. oktober 2018.

Det er de sidste regelændringer i forhold til dagpengereformen, som trådte i kraft januar 2017. Ændringerne handler om en sidestilling mellem lønmodtagere og selvstændige.

Ny definition af selvstændig virksomhed og lettere genoptjening af dagpengeret
Med de nye regler indføres en anden definition af, hvornår du er selvstændig, og hvornår du er berettiget til dagpenge, hvis du fx har lukket din virksomhed. Vurderingen vil fremover hovedsageligt være baseret din aktivitet og din skattemæssige status:

  • Er det lønmodtagerarbejde?
  • Er det selvstændigvirksomhed?
  • Er det formueforvaltning
  • Er det hobbyvirksomhed?

Hvis du for eksempel er cvr-registreret med din aktivitet, eller hvis din aktivitet beskattes i relation til over-/underskud, betragtes du som selvstændig.

Modtager du et honorar for dit arbejde vil du kunne betragtes som lønmodtager.

Det bliver lettere at optjene en ny ret til en ny 2-årig dagpengeperiode. Nu kan indtægter fra egen virksomhed indgå, uanset om det er selvstændig virksomhed som hoved- eller som bibeskæftigelse, Aktiviteten indgår på lige fod med lønmodtagerarbejde

Lettere at starte som selvstændig
Fra 1. oktober 2018 vil du lettere kunne starte selvstændig virksomhed på deltid og få suppleret op med dagpenge.

Du skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, dvs. være aktivt jobsøgende, kunne overtage et lønmodtagerarbejde på sædvanlige vilkår og deltage i møder hos os og jobcentret, som du er indkaldt til med dags varsel.

Der er ikke længere et krav om at dit arbejde i din virksomhed skal foregå uden for normal arbejdstid, og du må gerne drive selvstændig virksomhed i et omfang som overstiger 15 timer om uge.

Sidestilling af varighed med supplerende dagpenge
Supplerende dagpenge sidestilles - uanset om man er lønmodtager eller driver selvstændig virksomhed  -med bibeskæftigelse. Du vil nu kunne modtage supplerende dagpenge i sammenlagt 30 uger uanset din status på arbejdsmarkedet.

For selvstændige gælder dog, at perioden med supplerende dagpenge starter den dag virksomheden påbegyndes. Eventuelle supplerende dagpenge forbrugt som lønmodtager modregnes i perioden.
Tilsvarende gælder for supplerende dagpenge som lønmodtager. Den periode du har modtaget supplerende dagpenge som selvstændig modregnes i perioden med supplerende dagpenge. Altså 30 uger med supplerende dagpenge uanset om du er selvstændig eller lønmodtager eller en kombination heraf.

Din konto som selvstændig med supplerende dagpenge nulstilles
Ved overgangen til de nye regler vil din konto for supplerende dagpenge som selvstændig blive nulstillet. Uanset om du har 1 eller 77 uger til gode, når vi rammer 1. oktober 2018, vil du fra den dato have 30 uger at bruge af. Du vil dog blive fratrukket de uger, du evt. har modtaget supplerende dagpenge som lønmodtager i din nuværende dagpengeperiode.

Alle aktuelle sager omkring selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse genvurderes og der træffes en fornyet afgørelse omkring din status som enten selvstændig eller lønmodtager.

Karens efter virksomhedslukning?
Hvis du har lukket en selvstændig virksomhed, som har været din hovedbeskæftigelse, træder en ny såkaldt jobsøgningsperiode i kraft. Den betyder, at du ikke kan starte en ny selvstændig virksomhed de første seks måneder efter ophøret. I så fald vil du miste retten til dagpenge i resten af 6-månedersperioden.

Du kan godt lukke virksomhed, mens du får dagpenge
Har du startet en selvstændig virksomhed, mens du var ledig, kan du godt lukke den igen og modtage dagpenge. Du kan dog ikke gøre det to gange. Hvis du gør det, skal du genoptjene en ny dagpengeperiode, hvilket svarer til mindst et års fuldtidsarbejde.

Har du brug for mere information
Man kan være selvstændig på mange måder, og reglerne på området er komplekse. Vi anbefaler derfor, at du kontakter a-kassen, hvis du er selvstændig – eller overvejer at blive det – og ønsker at søge om dagpenge.