Batterier1305.jpg

Robotter med kunstig intelligens graver efter guld i elektronikskrot

Teknik Elektronikskrot indeholdende dyre metaller og sjældne råstoffer er en ressource, der ikke udnyttes ordentligt. Dansk-svensk robotsystem skal via kunstig intelligens hjælpe med at sortere skidt fra kanel i elektronikskrot.

Skrot kan godt være penge værd. Især hvis der er tale om elektronikskrot, der indeholder dyrebare metaller eller elektronikchips.

Men det er både tidskrævende og besværligt at sortere eksempelvis dyrebare batterier fra mobiltelefoner fra ikke-dyrebare batterier fra eksempelvis fjernbetjeninger.

Nu har Teknologisk Institut i samarbejde med den svenske virksomhed Refind Technologies imidlertid udviklet et robotsystem, som via kunstig intelligens kan skelne skidt fra kanel i containeren med elektronikskrot.

”Potentialet for robotteknologi i affaldsbranchen er kæmpestort, fordi det mere effektivt kan få sortere vores affaldsmængder,” siger sektionsleder Jacob Kortbek i en pressemeddelelse.

Robotten trænes via billeder
Systemet fungerer ved, at et kamera affotograferer affaldsmængderne. Herefter benyttes der såkaldt deep learning til at få robotterne til at genkende de forskellige objekter.

Deep learning er en afart af kunstig intelligens og kendes også som maskinlæring. Det betegner den proces, hvor en maskine – i dette tilfælde en robot – lærer at genkende objekter ud fra de visuelle datasæt, som den præsenteres for.

Sorteringsrobotten lærer eksempelvis at kende et mobiltelefonbatteri fra et fjernbetjeningsbatteri. Herefter kan robotten via en griber løfte det dyre batteri op og lægge det til side.

Sorteringen af elektronikskrot foregår i dag primært manuelt, men forventningen er, at nye robotteknologier kan overtage det ensidige, gentagne arbejde.

For 400 millioner kroner guld i dansk elektronik
Hvert år smides der enorme mængder elektronikskrot ud, selvom det har en kommerciel værdi.

Ifølge en rapport fra det såkaldte FN-universitet (UNU) blev der i 2016 generet 44,7 millioner tons elektronikaffald, hvilket svarer til 4.500 Eiffeltårne. Heraf blev kun 20 procent beviseligt indsamlet og genanvendt, står der i rapporten.

 Ifølge Dansk Industri anslås alene guldindholdet i dansk elektronikaffald til at have en værdi på 400 millioner kroner.

Teknologisk Institut har produceret en video, som viser sorteringsrobotterne i aktion: