En løsning for alle_Logo2.png

Spørgsmål og svar om musketéreden

OK18 Læs her, hvorfor TL og LO har indgået en aftale for regionerne, og hvorfor TL ansér musketéreden for opfyldt.

Hvad betød musketéreden?

Op til overenskomstforhandlingerne blev forbundene fra LO, FTF og AC enige om en såkaldt musketéred. Den gik ud på, at offentligt ansattes lønninger skulle følge de privatansattes. Hvis vi ikke fik opfyldt det krav, var vi parate til en konflikt.

Vi blev også enige om, at der skulle være reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid, før vi startede forhandlingerne på de andre områder. Der var og er reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid, og derfor anser vi, at musketéreden sådan set er opfyldt.

Vi ville også gerne have arbejdsgiverne til at bekræfte den betalte spisepause. Det har de gjort.

Gennem hele forløbet i Forligsinstitutionen har vi arbejdet for at kunne finde en solidarisk løsning, hvor ønsket var, at alle kom i hus med en aftale. Det er så desværre ikke lykkedes på det regionale område.

Hvorfor har LO – deriblandt TL -  indgået en aftale for regionerne?

Vi har indgået en aftale, fordi vi har fået vores hovedkrav opfyldt. Vi har fået en sikring af reallønnen, og vi er kommet af med privatlønsværnet, så der er sikret en parallel lønudvikling med det private område. Vi har også fået en pulje til at forhandle krav, der knytter sig til vores egne overenskomster.

Hvorfor ikke bare strejke?

Vi har fået et stærkt overenskomstforlig med gode lønstigninger og en lang række forbedringer. Omkring spisepausen har vi fået en betryggelse om, at den ikke vil blive ændret. Det var ikke nok for alle, men vi kan ikke på den baggrund forsvare at sende regionalt ansatte ud i en konflikt, der vil påvirke hele samfundet.

Hvad nu?

Vi havde håbet på - og vi håber stadig - at de andre forbund i FTF og AC vil tiltræde aftalen for regionerne. Og så håber vi selvfølgelig på, at den vil bane vejen for fælles aftaler for staten og kommunerne. Deadline for forhandlingerne er natten til 2. maj. Hvis ikke, der bliver indgået aftaler inden da, vil der udbryde strejke 6. maj og lockout 12. maj for ansatte i stat og kommuner.

Du er selvfølgelig mere end velkommen til at kontakte din lokalafdeling, hvis du har spørgsmål til aftalen eller OK18.

Du kan følge forhandlingerne på tl.dk/ok18.