4-dages arbejdsuge: Her får medarbejderne løn for flere timer, end de arbejder

Energiselskabet SEF har indført 4-dages arbejdsuge for de ansatte. Og det fungerer rigtig godt, lyder det fra virksomheden.

Arbejdsliv
Medarbejder hos SEF Josefine Gill Jensen bruger værktøjet ”Pomodoro” i energiselskabets såkaldte fokustid, som er fra klokken 7.30-10.00. Foto: SEF.
Af Morten Halskov

Alle medarbejdere hos energiselskabet SEF får løn, pension og feriepenge for fem timer mere om ugen, end de arbejder. 

Det gør de, fordi den sydfynske energikoncern har indført en 4-dages arbejdsuge. 

“Det fungerer rigtig godt. Processerne er gennemarbejdede, vi har tilpasset rammerne for dagen til medarbejdernes koncentrationsmønstre, og kulturen omkring respekt for hinandens tid er stærk. Samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere har været afgørende for succesen,” siger kommunikationsansvarlig hos SEF Amalie Højgaard Hellesen til Teknikeren. 

Fri om fredagen

1. april 2025 satte SEF strøm til en 4-dages arbejdsuge for alle koncernens hen ved 70 ansatte. 

Ordningen betyder, at de fuldtidsansatte arbejder 32 timer om ugen, men får løn, pension og feriepenge for 37 timer. Samme princip gælder de deltidsansatte, som for eksempel arbejder 27 timer om ugen på en 32-timers kontrakt. 

Inden 1. april 2025 arbejdede de ansatte hos SEF otte timer om dagen i de første fire dage om ugen samt fem timer om fredagen. 

Det blev ændret, så medarbejderne det seneste års tid har arbejdet fra mandag til torsdag, hvor koncernens kontorer er åbne. Om fredagen er kontorerne lukkede, og de ansatte holder fri. Dog er der døgnvagt til akutte opgaver.

SEF: Positive tilbagemeldinger

Amalie Højgaard Hellesen betegner koncernens indførelse af 4-dages arbejdsuge som “overvejende positiv" - og henviser til, at alle typer af forandringer kræver en dedikeret indsats og tager tid, inden de bliver til en ny hverdag. 

“Medarbejderne giver generelt meget positive tilbagemeldinger. Vi kan også se, at vi siden implementeringen måler en højere trivsel. Vi er især stolte af at se fremgang på medarbejdernes vurdering af parameteret ´'balance', fordi det netop er noget af det, vi har ønsket at opnå gennem den 4-dages arbejdsuge,” siger hun.

Ifølge Amalie Højgaard Hellesen fremhæver medarbejderne, at 4-dages arbejdsuge har givet følgende fordele:

  • Mere overskud og energi
  • Bedre balance mellem arbejde og familieliv
  • Bedre mulighed for restitution
  • Mere fokus og kvalitet i arbejdet på de fire arbejdsdage

Læs også: TL vil have et nationalt forsøg med 4-dages arbejdsuge

Datterselskab har også 4-dages arbejdsuge

Det er ikke kun medarbejderne hos SEF, som har 4-dages arbejdsuge.

De over 100 ansatte i SEF' datterselskab FiberLAN har siden 2022 haft mulighed for 4-dages arbejdsuge.

Hos FiberLAN arbejder medarbejderne 35 timer om ugen. De arbejder en time ekstra i de første fire hverdage i ugen og holder fri om fredagen. For de funktionæransatte i datterselskabet er arbejdsugen også på 35 timer, men de kan selv tilrettelægge timerne.

Det er både de hen ved 70 ansatte i energiselskabet SEF og de over 100 medarbejdere i datterselskabet FiberLAN, der har 4-dages arbejdsuge. Foto: Claus Nicolajsen (Nicolajsen foto & film)
Fortryder ikke

Hvad er ulemperne ved 4-dages arbejdsuge?

“Der er ingen fremtrædende ulemper. Det kan dog være svært for nogle interessenter at forstå, hvorfor vi gør det, så vi har haft meget dialog med mange forskellige interne og eksterne interessenter omkring tiltaget. Det ser vi dog i sidste ende som noget meget positivt, for vi vil rigtigt gerne dele ud af vores erfaringer og måske også inspirere andre til at gå samme vej,” siger kommunikationsansvarlig hos SEF Amalie Højgaard Hellesen og tilføjer:

“De nye arbejdsgange kan tage tid at finde ind i, så man skal have tålmodighed med sig selv og sin organisation og sørge for, at alle får de rette værktøjer til at nå deres arbejdsopgaver på kortere tid.”

Er der noget, I har fortrudt?

“Processen har været velovervejet og grundig. Den er foregået i tæt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og tillidsrepræsentanter, så selvom det ikke har været uden bump på vejen, er der ikke noget, der står frem som en fortrydelse," siger hun.

Amalie Højgaard Hellesen oplyser, at SEF løbende justerer arbejdsgange, men ikke vil ændre selve modellen. 

Seks råd til andre virksomheder 

Vil I råde andre virksomheder til også at indføre 4-dages arbejdsuge? 

“Ja, hvis de er villige til at gennemføre en grundig og involverende proces. Den ekstra ugentlige fridag giver markant bedre trivsel og er et meningsfuldt tiltag, hvis man ønsker at arbejde mere helhedsorienteret med balance og effektivitet. Det kan også være et middel til et længere arbejdsliv, især i fysisk krævende jobs,” siger Amalie Højgaard Hellesen.

Hun har disse seks råd til virksomheder, som gerne vil indføre en 4-dages arbejdsuge:

  1. Involver medarbejderne fra start
  2. Sæt god tid af – processen kan tage alt fra måneder til 2-3 år
  3. Gennemgå alle arbejdsgange og skær unødvendige processer væk
  4. Arbejd med et stærkt fælles værdisæt
  5. Sørg for tydelig planlægning, fordybelsestid og respekt for arbejdstid
  6. Sørg for at måle på effekten, fx via en trivselsmåling før og efter implementering

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL