Debat: Fokus på kompetencer frem for alder

I stedet for at kigge på alder, bør virksomhederne kigge på de kvaliteter, ældre ansøgere besidder og bringe dem i spil, skriver forbundsformand Jannik Frank Petersen.

Arbejdsliv
Af Jannik Frank Petersen

En god holdsammensætning er en forudsætning for at opnå resultater. Der skal forskellige kompetencer til, hvis det skal harmonere. Sådan er det i sport, og sådan er det på en arbejdsplads.

Alligevel kan vi konstatere, at mange virksomheder laver deres holdsammensætninger halvt i blinde og fravælger kandidater over en vis alder.

Det er brandærgerligt – ikke kun for de ­fravalgte, men også for virksomhederne, der går glip af stærke ansøgere til deres hold.

For som vi kan læse i dette tema, handler det netop om at sammensætte en divers gruppe af medarbejdere – ikke mindst ­aldersmæssigt – fordi yngre og ældre medarbejdere ofte ­kommer med hver deres kvaliteter og i høj grad kan ­supplere hinanden. Så i stedet for at kigge på alder, bør virksomhederne kigge på de kvaliteter, ældre ansøgere besidder og bringe dem i spil.

Samtidig skal man som ældre arbejdstager også være bevidst om det ansvar, der ligger i at følge med udviklingen.

Det er for eksempel at gribe de muligheder, der findes for efteruddannelse. Det kan være med til at styrke potentialet for en livslang karriere og holde ledigheden for døren, som i øvrigt kan ramme os alle – yngre som ældre.

Her har vi som fagforening og fagligt fællesskab også en vigtig rolle at spille. Gennem karriere­rådgivning og faglig sparring kan vi være med til at styrke den enkelte i det arbejde, der ­ligger i at søge nye kompetencer og karriereveje.

Så vi har alle del i ansvaret. Og vi kan starte med at fokusere på kompetencer fremfor alder. Det er jo – trods alt – bare et tal.