Er du ansat privat eller offentligt? Der er stor forskel på lønnen

Der burde være mere balance mellem lønnen til medarbejdere, der arbejder på henholdsvis det offentlige og private arbejdsmarked, mener en TL’er.

Arbejdsliv
Der er stor forskel på lønnen mellem TL'ere på det private og offentlige arbejdsmarked. Illustration: Elada Vasilyeva, Colourbox.
Af Morten Halskov

Hvis din løn betyder rigtigt meget for dig, så er det langtfra ligegyldigt, om du er ansat i en privat virksomhed eller på det offentlige område.

For TL’ere, som er ansat i staten, en kommune eller i en region, tjener i gennemsnit markant mindre end TL’ere på den private del af arbejdsmarkedet. 

Faktisk får de offentligt ansatte TL’ere i gennemsnit en månedsløn, som er cirka 4.000 kroner lavere end TL’ers medlemmer, som arbejder på en privat arbejdsplads.  

Det viser TL’s lønstatistik for 2025, som bygger på svar fra 4.685 TL’ere omkring deres løn i september 2025.

Store forskelle

En TL’er ansat i en privat virksomhed tjener i gennemsnit 47.632 kroner om måneden i løn. 

Til sammenligning er lønnen for offentligt ansatte TL’ere på under 44.000 kroner, viser TL’s lønstatistik.   

Forskellen gør sig især gældende for ansatte inden for audiologi, hvor privatansatte i gennemsnit får over 6.000 kroner mere i månedsløn end de offentligt ansatte på samme arbejdsområde. 

Blandt maskinteknikere og produktionsteknologer er lønforskellen i snit over 5.000 kroner om måneden i de privatansattes favør.    

Læs også: Ligestilling: Så stort er løngabet mellem mænd og kvinder i TL

TL’er: Der burde være mere balance

1.037 TL’ere har i en undersøgelse svaret på Fagbladet Teknikerens spørgsmål om, hvorvidt de er tilfredse med deres løn. 

Heriblandt en 58-årig audiologiassistent, som er offentligt ansat på Sjælland.

“Som offentlig ansat ligger lønnen en del under det private, der burde være mere balance,” skriver hun til Fagbladet Teknikeren.

En 55-årig, mandlig konsulent på Sjælland skriver til Teknikeren:

“Som statsansat lønmodtager, der varetager et hverv, der har stor betydning for andre medborgeres sikkerhed og sundhed, bør det ikke komme an på devisen om, at staten ikke skal være lønførende, men mere om den særlige funktion, der varetages. Jeg er bekendt med, at den løn jeg får nu, kan stige med ca. 75 %, hvis jeg havde en lignende stilling i det private.”

Har skiftet side 

En 48-årig, offentligt ansat byggesagsbehandler i Østdanmark ser mere positivt på sin løn: 

“Jeg har valgt at gå fra det private til det offentlige, fra en høj løn til en noget lavere. Men jeg har nu faste arbejdstider, og om end der kan være travlt i det offentlige, er der ikke det samme pres og stress. Derfor er jeg yderst tilfreds med min løn,” skriver han til Teknikeren.

En 46-årig, mandlig byggesagsbehandler i Syddanmark skriver til Teknikeren:

“Som kommunalt ansat ligger lønnen under gennemsnit, men så har vi bedre pension og betalt pause”.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL