Har du længere på arbejde end andre TL’ere? Helle er glad for afstanden til sin arbejdsplads

Helle Smidt har i løbet af sit arbejdsliv både kørt på cykel samt i bus eller bil på arbejde. TL’eren er ikke i tvivl om, hvad hun foretrækker.

Arbejdsliv
Helle Smidt kører nu til og fra arbejde i sin Mercedes B180, som er blevet betydeligt dyrere at køre i. Foto: Privat.
Af Morten Halskov

25 minutter.

Så længe varer det Helle Smidt at komme på arbejde om morgenen og hjem igen om eftermiddagen. Og det er dejligt, synes TL’eren.

”25 minutter er passende til at stresse af og få tankerne et andet sted hen, når man kører hjem. Det betyder, at jeg ikke tager opgaverne med hjem. Jeg sidder og hører en lydbog og nyder naturen her lidt ude på landet,” siger hun til fagbladet Teknikeren og fortsætter:

”Hvis jeg havde tre kvarter på arbejde, synes jeg, at det ville være lang tid. Og at det ville være spild af tid. Men de her 25 minutter er faktisk dejligt.”

Læs også: Linn om 4-dages arbejdsuge: ”Jeg vil hellere have en ekstra dag med havregrød end en fridag mindre” - Teknisk Landsforbund

Så langt har TL’erne på arbejde

721 medlemmer af TL har i en ny undersøgelse lavet af Teknikeren oplyst, hvor langt de har på arbejde.

Hver tredje har mellem 20 og 49 kilometer mellem deres bopæl og arbejdsplads, viser undersøgelsen.

Lidt færre – knap 29 procent – har mellem 5 og 19 kilometer på arbejde.  

Mere afslappende

Helle Smidt har tidligere i sit arbejdsliv boet to kilometer fra sin daværende arbejdsplads, som hun kørte til og fra på cykel.

På et andet tidspunkt havde hun lidt mere end 30 kilometer på arbejde og kørte med bus.

Nu er det ikke rigtigt muligt at tage offentlig transport fra hendes nuværende hjem og arbejdsplads, fortæller hun.

”Det var endnu mere afslappende at køre med bus, så det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Hvis der er mulighed for offentlig transport, så vil jeg gerne det,” siger nordjyden.

To biler

Helle Smidt blev uddannet teknisk assistent i 1983 på Frederikshavn Tekniske Skole. Hun arbejder nu som konstruktør hos virksomheden 2M Carnitech, der blandt andet laver produkter til fiskeindustrien og slagterier. Som for eksempel platforme, pakkemaskiner og transportbånd.

Virksomheden ligger i Vadum lidt nord for Aalborg – cirka 35 kilometer fra hendes hjem ved Jerslev længere oppe i Nordjylland.

Turen frem og tilbage kører hun i en dieselbil. Hendes mand kører også til og fra arbejde i familiens anden bil.

Pris på himmelflugt

Helle Smidt mærker, at prisen på diesel er taget på himmelflugt, efter USA og Israel lavede et stort militært angreb på Iran i slutningen af februar i år.  

Inden krigen kunne hun fylde tanken på sin Mercedes B180 helt op ved en enkelt gang at sætte sit dieselkort i automaten på den lokale tankstation, hvor man maksimalt kan tanke for 750 kroner ad gangen. Nu må dieselkortet i automaten to gange for at få fyldt bilens tank.  

Helle Smidt oplyser, at hendes udgifter til brændstof er steget fra 1.100 kroner om måneden inden krigen i Mellemøsten til nu at være 1.600 kroner om måneden. Det er en stigning på 45 procent.

Hvordan har du det med, at priserne på diesel er steget?

”Det er da irriterende. Men nu er det sådan, det er. Man gør livet træls for sig selv, hvis man går og spekulerer på det, synes jeg. Selvfølgelig bruger vi flere penge på diesel. Men nu har både min mand og jeg gode job, så vi kommer ikke i problemer, fordi vi pludselig skal bruge mange flere penge på transport,” siger konstruktøren.

Diesel dyrere end benzin

Efter udbruddet af krigen i Mellemøsten er prisen på diesel steget næsten dobbelt så meget som prisen på benzin. Dermed er dieselolie pludselig blevet dyrere end benzin for første gang siden december 2022. 

Det skyldes ikke mindst, at den olie, man har i Mellemøsten, er særlig velegnet til at lave dieselolie og flybrændstof af, forklarer chefanalytiker i analysevirksomheden Global Risk Management Arne Lohmann Rasmussen til DR

Det får dog ikke 62-årige Helle Smidt til at droppe sin tro følgesvend på vejene siden 2017.

”Sådan en Mercedes slider man ikke bare lige op. Så jeg er ikke bestemt på, at jeg skal have elbil. Jeg kan gå på pension som 68-årig, og jeg satser på, at Mercedes’en kan holde min arbejdstid ud. Hvis man altså kan få lov til at fortsætte med at køre i en dieselbil,” siger TL’eren.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL