Skal du have penge tilbage i skat, eller har du fået et skattesmæk?
Hvis du endnu ikke har tjekket din årsopgørelse for 2025 via skats hjemmeside, er det en god idé at gøre det.
For der kan være penge at spare for dig.
Det afhænger af, om du har betalt for meget eller for lidt i skat sidste år.
Læs mere i Teknikerens guide om årsopgørelsen her
Hvor mange får penge tilbage i skat?
I april sidste år oplyste Skattestyrelsen, at 3,8 millioner borgere samlet set havde betalt 25,4 milliarder kroner for meget i skat i indkomståret 2024.
Det svarede til, at disse borgere i gennemsnit skulle have 6.621 kroner tilbage i såkaldt overskydende skat.
Omvendt havde knap 800.000 borgere betalt for lidt i skat i 2024. Disse borgere skulle i alt betale 7,8 milliarder kroner til statskassen i såkaldt restskat. Det svarede til, at de hver især i gennemsnit skulle betale cirka 10.000 kroner.
Hvordan tallene ser ud for Danmarks godt fem millioner skatteydere for skatteåret 2025, er endnu uvist.
Hvad skal man gøre, hvis man skylder penge i skat?
Men til gengæld ligger det allerede fast, at du kan spare penge, hvis du skylder i skat. Det skyldes reglerne om betaling af renter for det beløb, du skylder i skat.
Frem til og med 1. juli 2026 skal du alene betale renter af det skyldige beløb for det antal dage, der er gået fra 1. januar 2026 og frem til den dag, du betaler din restskat.
Efter 1. juli skal du også betale et procenttillæg til din restskat.
Hvor meget skal man betale i rente for restskat?
Skattestyrelsen oplyser, at hvis du betaler din restskat senest 1. juli 2026, skal du betale en rente på 3,7 % regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen.
Hvis du ikke betaler senest den 1. juli 2026, er renten ikke længere 3,7 %. Efter denne dato bliver der lagt et procenttillæg på 5,7 % oveni din restskat.
Altså skal du betale mindre i renter, jo hurtigere du betaler.
Tip: Her kan du læse mere om betaling af restskat og årsager til restskat
Lavere rentesatser for 2025
Hvis du skylder penge i skat for 2025, er der en god nyhed til dig.
For i år er rentesatserne lavere end både for skatteårene 2024 og 2023, oplyser Revisions- og rådgivningsfirmaet BDO i firmaets nyhedsbrev Depechen.