Martin Petersen husker det, som var det i går.
Klokken 7 om morgenen onsdag 10. september 2025 fortalte Novo Nordisk offentligheden i en pressemeddelelse, at den store medicinalvirksomhed skulle fyre omkring 9.000 medarbejdere på verdensplan. Heraf hen ved 5.000 i Danmark.
Fyringerne kom som et chok for Martin Petersen, der er tillidsrepræsentant for TL’erne hos Novo Nordisk.
”Jeg tænkte: Hvordan får vi produktionen til at køre videre? For jeg kender ikke til nogen steder, hvor der er for mange medarbejdere. Mange medarbejdere er pressede. Vi har i lang tid skulle producere og producere, og vi har hele tiden mål, vi skal nå,” siger han til Fagbladet Teknikeren.
Sindssygt spændende
I næsten 28 år har Martin Petersen arbejdet hos Novo Nordisk. I 1998 havde virksomheden omkring 10.000 medarbejdere fordelt rundt om i verden, mindes han. Efter den netop overståede fyringsrunde er antallet nu omkring 68.000 på verdensplan.
Novo Nordisks fabriksareal i Kalundborg, hvor Martin Petersen arbejder til daglig, er nu nok tre-fire gange så stort, som da han blev ansat i virksomheden, vurderer han.
”Der er sket meget. Det har været sindssygt spændende. Det er ret fedt at arbejde for en virksomhed, som alle kender. Alle har en holdning til Novo, og det gør også, at jeg tænker over, hvad jeg siger og gør,” siger tillidsrepræsentanten.
Med hele vejen
Den 49-årige sjællænder har været med på hele insulinens vej gennem virksomheden. Som procesingeniør har han arbejdet med gæring af insulinen, der hjælper mennesker med at regulere sukkerstofskiftet i deres krop. Han har som tekniker grovrenset hormonet, og så har han også arbejdet med påfylde og pakke insulinen.
I 2018 forlod Martin Petersen dog produktionen, da medarbejderne valgte ham som deres tillidsrepræsentant og næstformand i Teknikerklubben hos Novo Nordisk. I 2022 avancerede han til posten som klubbens næstformand. Og i 2024 blev han dens formand og har siden været tillidsrepræsentant på fuld tid for medicinalkæmpens medarbejdere over hele Danmark.
Som en del af tillidshvervet har han været med til at forhandle lokalaftaler for medarbejdere hos Novo Nordisk, som har en tiltrædelsesaftale til overenskomsten. 1.400 medarbejdere er på den forhandlede lønaftale.
Flere chok
Martin Petersen har oplevet stor fremgang og prøvet det meste hos Novo Nordisk. Men han har aldrig tidligere som tillidsrepræsentant stået i en fyringsrunde på virksomheden. Og så endda midt i Danmarks måske største fyringsrunde nogensinde.
Han forklarer, at tillidsrepræsentanterne for de forskellige faglige klubber hos Novo Nordisk i første omgang blev forbavsede, da virksomhedens hidtidige administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen pludselig blev fyret midt i maj i år.
”Jeg har holdt et par møder med ham. Han var en vældig rar person, som var meget vellidt blandt medarbejderne,” siger Martin Petersen.
Knap fire måneder senere kom det næste chok. Den nye direktør Mike Doustdar meddelte, at omkring 9.000 ansatte i virksomheden skulle fyres - og heraf altså hen ved 5.000 herhjemme - som led i en større spareplan, der skal sikre besparelser på otte milliarder kroner om året.
Novo Nordisk havde 34.185 ansatte i Danmark ved årsskiftet. Det svarede til 44 procent af alle virksomhedens medarbejdere.
Rigtigt hårdt
Da den nye direktør havde annonceret fyringerne, bad Martin Petersen straks om at få råd og hjælp fra de af sine kolleger hos Novo Nordisk, der er tillidsrepræsentanter for medlemmer af 3F, Dansk Metal eller HK, samt fra den tidligere forkvinde for Teknikerklubben. De beroligede ham.
”Det har været rigtigt hårdt som tillidsrepræsentant. Både på grund af det store antal fyringer, og fordi vi skulle sige farvel til kolleger,” siger Martin Petersen.
Fra første halvdel af september og de næste par måneder frem blev fyresedlerne delt ud.
”Det har været hårdt for medarbejderne. Jeg tror, at alle har været forbavset. Alle har nok tænkt, om de selv ville blive ramt af sparerunden. Hvad med hus og hjem? Ville de have råd til at blive boende? Vi fik mange henvendelser og spørgsmål,” siger tillidsrepræsentanten.
Skulle vise sit værd
Teknikerklubben hos Novo Nordisk indledte hurtigt et samarbejde med Teknisk Landsforbund i forbindelse med fyringsrunden.
”Vi hører tit: Hvad skal vi med fagforeningen? Jeg tænker, at fagforeningen er en slags forsikring, og her skulle den træde i karakter. Det var nu, at den skulle vise sit værd. Det er blandt andet på grund af sådanne situationer, at du skal være medlem af en fagforening,” siger Martin Petersen.
Samarbejdet mellem Teknikerklubben og TL gik på to ben. Teknikerklubben fortalte straks medlemmerne på e-mail, at klubben var der for dem, og at den kunne svare på praktiske spørgsmål om f.eks. de fyredes pension og medarbejderaktier. Samtidig kunne de fyrede snakke med deres A-kasse og fagforening om blandt andet lønsikring og jobmatch.
TL og klubben arrangerede tre orienteringsmøder, hvor de fyrede TL’ere i et mødelokale i København eller Kalundborg kunne få gennemgået deres opsigelse eller fratrædelsesaftale, stille spørgsmål om dagpenge, lønsikring eller få indsigt i TL Jobmatch. Der var tid til både én-til-én-rådgivning og fælles oplæg.
På det første møde var stemningen meget nedtrykt til at begynde med, husker Martin Petersen. Men den blev dog bedre undervejs. Og nogle drog lettelsens suk, da de fandt ud af, at de som medlemmer af TL var omfattet af fagforbundets lønforsikring, erindrer han.
”Møderne har været meget velbesøgt, og medlemmerne har været meget positive. De har fået svar på spørgsmål. Og de gik fra møderne med en positivitet. Måske ikke med et smil på læben, men med en løftet hage,” siger Martin Petersen.
Godt samarbejde
Tillidsrepræsentanten roser sin egen fagforening for parløbet med Teknikerklubben i forbindelse med fyringsrunden.
”Samarbejdet har været supergodt. Jeg er så glad for, hvad TL har gjort i den her proces. De har været meget lydhøre over for vores ønsker. TL har klaret situationen med bravur, siger han.
Hvordan synes du, at Novo har håndteret fyringerne?
”Jeg tænker, at det er gået rigtigt fint, når man ser på antallet af fyringer. Jeg tænker ikke, at det kunne være gjort meget anderledes. Jeg synes, at vi har haft et godt samarbejde med juristerne i Novo,” siger Martin Petersen.
Tillidsrepræsentanten oplyser, at han endnu ikke kender det eksakte antal af fyrede TL-medlemmer på Novo Nordisk.
Han mener, at de fyrede har gode muligheder for at finde et andet arbejde. Ikke mindst teknikerne, som der er rift om.
Hvad gør vi nu?
Hverdagen og stemningen blandt de tilbageværende hos den danske medicinalkæmpe er ikke tilbage på det gamle niveau, forklarer tillidsrepræsentanten.
”En del spørger: Hvad gør vi nu? Hvad skal der ske med de fyredes arbejdsopgaver? For folk kedede sig ikke på jobbet inden fyringerne,” siger Martin Petersen.
Børsnoterede Novo Nordisk har ud over de private og professionelle investorer en ejerfond - Novo Nordisk Fonden - som reelt har kontrol over 77 procent af stemmerne på generalforsamlingen.
Formand for bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden er Lars Rebien Sørensen. Og fredag 14. november 2025 blev han også formand for Novo Nordisk.
”Vi går en spændende fremtid i møde. Der er kommet nye boller på suppen. Kun tiden kan vise, om vi gør det rigtige på Novo nu,” siger tillidsrepræsentant Martin Petersen.