Skiftet fra sygehus til rullende klinik gav både frihed og faglig fordybelse

Sidsel Eg Brooke puster på kaffen i det fine stel og hviler albuerne på den flaskegrønne dug, hvor der også blafrer en flamme fra et stearinlys med Frederik og Mary på.

”Det her har man ikke tid til på sygehuset,” siger hun og kaster et smilende blik over kaffen.

Foruden Teknikerens journalist og audiologi­assistent Sidsel Eg Brooke sidder Karen, som ejer stel, dug og hus, og en ergoterapeut rundt om bordet. Der bliver talt om cykelstier, løberuter og lokale trafikproblemer.

46-årige Sidsel Eg Brooke fra Vejle er uddannet audiologiassistent og arbejder hos Hørebil, hvor hun kører ud til kunder og hjælper dem med høreprøver og -apparater. Teknikeren er med på en helt almindelig arbejdsdag, hvor turen går fra Vejle til Brande med besøg imellem de to byer.

Fagpersonerne har aftalt at mødes i dag hjemme hos Karen, så de mennesker, der ofte kommer i hjemmet, kan hjælpe hende med høreapparaterne. Med hænder plaget af gigt er det svært for Karen selv at sætte dem i.

I Karens hjem har Sidsel Eg Brooke i dag en halv time sat af. Det giver meget at møde borgerne i eget hjem og have god tid, hvor de er trygge, i stedet for at hive dem 30 km ind på sygehuset, mener hun.

”Høreapparaterne skal ikke moses ind, de skal guides. Tag fat her i øret og hiv,” instruerer hun ergoterapeuten.

”Det ser så let ud. Jeg bliver ked af, jeg ikke kan selv,” siger Karen, som dog mest af alt er glad for at have sine høreapparater på igen og nu kan høre bækken klukke foran hoveddøren.

Mere fleksibilitet

På vej videre i bilen, der er proppet med kasser og værktøj, forklarer Sidsel Eg Brooke om de forskellige høreapparater, om højfrekvente toner, huller i kuplen, høreapparatets udformning, og hvornår der skal sluttes helt tæt, hvis borgeren har meget dårlig hørelse.

Jussi Adler Olsens bog Offer 2117 holder pause på bilens display. Den må vente, for lige nu taler audiologi­assistenten nærmest uafbrudt om sin store passion: sit fag.

En passion, der også drev arbejdet på sygehuset. Men kabalen med børn og arbejde gik ikke op, husker hun. Derfor sagde hun op på Vejle Sygehus for at få mere tid til borgerne og fleksibilitet i hverdagen. Og mere i løn.

”Skulle jeg have fri, skulle jeg spørge fire måneder før. Min mand måtte tage børnene til læge, og patienter skulle aflyses.”

Hvis hun vil have fri i dag, kan hun være med til at flytte rundt i kalenderen.

”Det gør, at jeg kan tage med min datter til lægen. Hun har ADHD, så vi har haft mange samtaler i børnepsykiatrien. Det betyder meget at have fri til at være med til møder på skolen også.”

Hun arbejder 37 timer i gennemsnit. Der er ikke pauser undervejs, men når hun kører langt, hører hun lydbog og kobler af.

Klar til høreapparat

Sidsel Eg Brookes talestrøm efterlader ingen tvivl om, at hun er et socialt menneske. Hun var da også i tvivl, om hun kunne holde ud ikke at have kolleger.

”Jeg snakker meget, når jeg er rundt, og nogle har dækket op til kaffe og kage. Så jeg får dækket mit sociale behov. Hvis jeg vil spare med nogle fagligt, ­ringer jeg til mine kolleger, salgschef eller min vicedirektør.”

Bilen drejer ned ad nogle mindre veje, hvor der denne regnfulde for­middag ikke er andre biler end os. GPS’en stopper midt ude i ingenting på en vej, men Sidsel Eg Brooke har været her før og ved, at hun skal køre af en bumlet grusvej lidt længere fremme ud til en firlænget gård.

Sidst hun var her, var manden ikke klar til høreapparat. Nu skal hun ­undersøge ham på ny og se, om tiden er til det.

Inde i det nydelige stuehus venter to ivrige hunde. Sidsel Eg Brooke hilser på parret, der bor her.

Hun pakker sit udstyr ud på jule­dugen. Kasser, ledninger, spejle, com­puter, miniprinter – alt har hun med i sin rullende høreklinik.

Hun undersøger Flemming grundigt. Han rynker brynene i dyb koncentration, imens han lytter efter lyde, tal og ord i et par høretelefoner og skal trykke på en knap, når der er hul igennem.

Sidsel Eg Brooke taster på com­puteren og tager sig god tid til at forklare resultaterne bagefter. De viser, at et høreapparat nok ikke er så dum en idé.

Hun spørger ind til, hvad han så­ ­tænker om det.

”Ser du dig selv tage et høre­apparat på hver morgen og tage det af hver aften?”

En stor beslutning

”Er der meget teknisk ved det,” vil hus­truen vide.

”Det behøver det ikke at være,” svarer Sidsel Eg Brooke og henter dele til et høreapparat med batteri i sin bil, så han kan prøve.

Hun måler med øjemål hans ører, samler lynhurtigt og fermt det lille høreapparat. Hun hjælper Flemming med at få dem på. Hans landsmandshænder skal lige finde rutinen.

Sidsel justerer på computeren. Det hyler lidt.

Nu sidder de rigtigt, og lyden er god. Flemming ser tænksom ud. Det er uden tvivl en stor beslutning, om han skal sige ja tak.

Efter en lidt længere tænkepause beslutter Flemming at forsøge sig med et sæt. Sidsel Eg Brooke ordner papir­arbejde og viser, hvordan man skifter batteri. Hun laver også en video til ­ørelægen, som godkender et tilskud fra regionen.

”Er det så dig, der kommer næste gang,” vil hustruen vide, inden vi smutter videre. Det er det højst sandsynligt. Og de kan bede kontoret om specifikt at få besøg af Sidsel Eg Brooke, hvis de vil.

Sælger og fagperson

Tilbage i bilen igen fortæller hun om det eksistentielle for nogle ved at få et høreapparat. Det er ikke lige til for alle.

Nogle har svært ved at se sig selv som ”sådan en”, der fumler med høre­apparater.

”Det også en del af jobbet at lytte og vejlede og give rum til at tænke sig om. Halvdelen af mit arbejde er mennesket foran mig.”

Hun var først i tvivl, om hun kunne leve med at være sælger.

”Men det kan jeg godt. Mange har selv ringet til os, og så er jeg meget ærlig og vejleder ud fra min faglighed. Jeg tager mig god tid, for jeg vil heller ikke have, at folk føler, at jeg har påduttet dem noget” forklarer hun og svinger ud på en større vej igen.

”Jeg er kæmpe nørd og prioriterer faglighed. Jeg har også et konkurrence­gen og vil gerne sælge, hvis det hjælper nogen. Men jeg sælger ikke bare, hvis jeg kan se, at de ­faktisk ikke har brug for høreapparat lige nu. Og det bliver folk glade for. Mit arbejde handler om service, og den mentalitet sidder godt fast fra min tid på sygehuset.”

Nørkleriet og fagnørderiet er det bedste ved jobbet. At sikre den perfekte indstilling. Især hvis hun er ude ved kunder, som hører virkelig dårligt.

”Når de pårørende så sidder der, og de pludselig kan kommunikere igen… Det er det bedste tidspunkt. Nogle gange græder folk, og så bliver jeg helt rørt. Jeg gør en forskel. Det er awesome.”

Karen og Flemming er ikke borgernes rigtige navne, men deres identitet er redaktionen bekendt.