Danske Byggefag - så simpelt kan det lyde, og så simpelt skal det fremover lyde, når det tidligere 'BAT-Kartellet' omtales.
Bygge- Anlægs- og Trækartellet har nemlig fået nyt navn og visuel identitet sammen med en ny strategi, der skal skærpe Danske Byggefags arbejde for bæredygtighed, ansvarlig virksomhedsdrift og kampen mod social dumping i bygge- og anlægssektoren.
Ifølge Jannik Frank Petersen, der er forbundsformand for Teknisk Landsforbund, er det glædeligt og fornuftigt, at organisationen nu får en 'make-over'.
"Fra tid til anden kan det være godt med lidt fornyelse. Vi er stadig de samme, og arbejdet for en stærkere og bedre byggebranche vedbliver uden undtagelser. Nu kommer vi bare til at stå tydeligere over for omverdenen," siger han.
Øvelsen er da heller ikke helt uvant for formanden. Teknisk Landsforbund undergik også en større fornyelse med nyt logo og visuel identiet sidste år for at imødekomme fremtiden.
Organisationen har eksisteret siden 1990 og består af Teknisk Landsforbund, 3F Byggegruppen, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Malerforbundet, Dansk Metal og HK Privat.
Jannik Frank Petersen mener, at TL's rolle i Danske Byggefag spiller en væsentlig rolle for en gruppe medlemmer:
"Vi organiserer et bredt udsnit af dygtige folk i byggebranchen - herunder en stor gruppe bygningskonstruktører, byggeteknikere, byggekoordinatorer og tekniske designere - for hvem arbejdet i Danske Byggefag har konkret betydning. Derfor er det vigtigt for os at være med i netop det arbejde," siger han.
Man kan læse mere om Danske Byggefag på deres hjemmeside.