Dette debatindlæg er bragt i Børsen den 14. februar 2026.
Man får ikke ligeløn af endeløs rapportering, skriver Linea Søgaard-Lidell og Morten Løkkegaard i et indlæg i Børsen den 29. januar, og de har på sin vis ret.
Men ligeløn kommer heller ikke af sig selv.
Efter nogle år med svagt fald i løngabet mellem mænd og kvinder steg det i 2024 igen til 12,9 pct. Samme år var gabet i pensionsformuer 16 pct., og blandt 60-69-årige var formuegabet over 20 pct. Lønforskelle akkumuleres over et arbejdsliv og bliver til reelle forskelle i muligheder, frihed og tryghed.
Og hvad kan så forklare det løngab? Statistisk set er der mange forklaringer. En del kan forklares med, at kvinder tager mere ansvar for børn og forældre.
Noget kan statistisk forklares med, at de uddannelser, som kvinder tager, betales dårligere end lige lange uddannelser, som mænd tager.
Mænd er i højere grad ledere, og kvinder dominerer i lavtlønnede omsorgsfag. Endelig er der en rest på nogle procent, som statistikkerne ikke kan forklare.
Nogle vil sige, at løngabet afgøres af personlige valg. Men at løngabet kan forklares med valg og statistik er faktisk underordnet. Sagens kerne er, at dagligvarer og husleje ikke kan betales med forklaringer, og det er altså kun i døren til natklubben, at kvinderne bliver tilbudt lavere priser.
Fokus bør ikke være, om det kan forklares, eller om lønforskelle er ulovlige eller lovlige. Fokus må være, at vi får lukket løngabet.
Vores økonomi er nemlig afgørende for, hvilke valg vi reelt har i livet, hvad enten det handler om bolig, arbejdsliv, familie eller pension. Så længe løngabet består, er der ikke ligestilling. Punktum. Det er baggrunden for, at ligeløn fylder så tungt i EU. Siden Romtraktaten har ligestilling været en del af EU's fundament.
EU's arbejde stopper ikke
Og uanset hvad man mener om løngennemsigtighedsdirektivet, er én ting sikker: EU vil blive ved med at regulere, indtil problemet er løst.
Man kan ignorere reglerne i en periode, men så vender emnet tilbage i skærpet form. Eller for at bruge Morten Løkkegaard og Linea Søgaard-Lidells ord: endeløs rapportering.
Løngennemsigtighedsdirektivet er den mest radikale ændring af ligelønsretten i et halvt århundrede. Gennemfører man det snævert juridisk og mekanisk, bliver det rigtigt nok både dyrt og administrativt tungt.
Men jeg kan garantere, at det ikke bliver det sidste, vi ser til EU's bureaukrati, hvis vi ikke formår at lukke løngabet. Derfor: I stedet for at stirre os blinde på direktivets krav, kunne vi i stedet se det som en opgave, der skal løses bid for bid.
Mange virksomheder vil få brug for at kigge på, hvordan de kan tiltrække flere kvinder til STEM-jobbene, hvordan de kan gøre det lettere for de mandlige ansatte at tage ansvar for omsorgen for deres børn, og hvordan de gør det lettere for kvinder at gå ledelsesvejen.
På samfundsmæssigt niveau vil der være behov for at se på, hvorfor der er tradition for at lønne visse kvindedominerede professioner dårligere end mandsdominerede professioner på samme niveau. Der vil også være behov for at reservere mere barsel til fædre. Det er ikke en umulig opgave.
Kan vi demonstrere, at vi faktisk lukker løngabet år for år, kan vi effektivt holde regel- og kontrolbæstet i Bruxelles i stram snor. Men gør vi det ikke, slipper vi bæstet fri.
I stedet for at stirre os blinde på direktivets krav, kunne vi i stedet se det som en opgave, der skal løses bid for bid