Ny overenskomst på plads med Det Ny Teater

Teknisk Landsforbund har indgået en ny overenskomst med Det Ny Teater for 2026–2027. Aftalen styrker især løn og pension og bringer vilkårene tættere på de landsdækkende teateroverenskomster.

Arbejdsliv
Jimmi Eiberg, formand for TL Hovedstaden og Bornholm underskriver overenskomst med teaterdirektør Kasper Beknes.
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Teknisk Landsforbund har indgået en ny overenskomst med Det Ny Teater for perioden 2026–2027. Aftalen indebærer markante forbedringer på både løn- og pensionsområdet og bringer vilkårene tættere på de landsdækkende teateroverenskomster.

“Vores fokus har været at bringe overenskomsten tættere på de landsdækkende teateroverenskomster, som TL har med Dansk Scenekunst, og det er vi lykkedes langt hen ad vejen med. Samtidig har vi haft et klart fokus på at forbedre vilkårene for vores medlemmer – særligt på løn og pension – og her er vi kommet godt i mål,” siger Jimmi Eiberg, formand for TL Hovedstaden og Bornholm.

Hovedpunkterne i overenskomsten er:

  • En samlet økonomisk ramme på 8,8 procent over to år.

  • Lønstigninger, der følger statens generelle lønstigninger.

  • Pensionen forhøjes fra 9,64 procent til 15 procent i perioden.

  • Pension indføres for en større gruppe timelønnede.

  • Pensionskarensen nedsættes fra 9 til 6 måneder i perioden.

  • Bedre varsling af overarbejde.

  • Et særligt lønløft på 4 procent til billetpersonale.

Overenskomsten gælder både for forhus- og baghuspersonale og træder i kraft den 1. januar 2026.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL