Julen nærmer sig, og vi er nu på vej mod den årlige ferietid i julens og nytårets tegn. For jer alle er det en velfortjent ferie, der ikke mindst kan bruges til at fejre, at nu er det tid til at slå benene op og nyde, at tankerne om arbejde kan slås fra for en stund. Det er jer alle vel undt.
2024 har været et spændende år - på rigtig mange punkter. Her i Teknisk Landsforbund har vi - også i år - brugt meget tid på at grave i, hvordan vi skaber fremtidens mere fleksible arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, hvor privatlivet har de bedste betingelser for at få den plads, det skal have. For sådan bør det være!
Vi ser alt for mange mennesker ramme muren og løbe spidsrod for at få hverdagen til at hænge sammen. Arbejdsrelateret stress koster dyrt og kan få store konsekvenser for den enkelte. Det synes jeg faktisk ikke, vi skal acceptere. Slet ikke, når vi ved, at der er ting, vi kan gøre for at skabe forandringer i en positiv retning. Og kigger vi på, hvad det koster samfundet – 55 mia. om året – er der heller ikke meget, der bør få os til at trække på skuldrene.
Resultaterne fra arbejdspladser, der har prøvet kræfter med 4-dages arbejdsuge, bliver ved at komme ind, og vi bliver dermed også klogere. Alt peger på, at arbejdet for 4-dages arbejdsuge giver mening, hvorfor vi fortsætter kampen for det i 2025. Det er ikke en omstilling, som man bare laver med en knipseslag, og det kræver velvilje fra arbejdsgivere såvel som arbejdstagere. Vi skal turde tage chancer, men vi skal også huske at lytte til hinanden. Store forandringer kræver mod. Jeg glæder mig personligt til at fortsætte arbejdet med det i det nye år.
Vi står også overfor vigtige overenskomstforhandlinger på det private område, hvor vi i TL har en stor opgave i at stå stærke i kampen for bedre vilkår for vores medlemmer på det private område. Tidligere i år indsamlede vi krav fra jer, og det står klart, at vi har en række fælles mål. Det gælder et arbejdsliv, der giver mere plads til både arbejde og privatliv, bedre forudsætninger for opkvalificering gennem efter- og videreuddannelse til fremtidens arbejdsmarked, flere overenskomstdækkede og lønstigninger.
Så der bliver nok at gå til, når det nye år starter. For jer ønsker jeg, at det bliver en stille og rolig start, hvor der er plads til lige at fordøje julen og nytårets mange indtryk. Og husk nu at tage en pause i ny og næ – forskning peger på, at det gør godt for alt.
Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Og jeg håber, I vil bruge ferien på at finde ro med de ting, der betyder noget for jer, og til at lade op – vi har masser af spændende ting at se frem til i det nye år!
Tusind tak for at læse min julehilsen.